Philips skuffer lidt med salgsvæksten - indgår milliardforlig om søvnapnømaskiner

Udgivet den 29-04-2024  |  kl. 07:20  |  

Hollandske Philips har indgået et forlig med de amerikanske myndigheder om selskabets søvnapnømaskiner.

Forliget er offentliggjort i forbindelse med Philips' regnskab for første kvartal, der skuffede noget målt på væksten i det sammenlignelige salg.

Selskabet fastholder dog sine forventninger til 2024, fremgår det af regnskabet, der er offentliggjort mandag morgen.

Som led i forliget vil Philips betale 1,1 mia. dollar til de amerikanske myndigheder, og det hollandske selskab har derfor hensat 982 mio. euro til betalingen i første kvartal med forventning om, at den endelige betaling forfalder i 2025.

Philips har samtidig indgået en aftale med sine forsikringsselskaber, der dækker 540 mio. euro af forliget.

Sagen omhandler selskabets maskiner til behandling af søvnapnø, der har ført til talrige indberetninger til de amerikanske sundhedsmyndigheder, Food and Drug Administration.

Indberetningerne har blandt andet omhandlet, at brugerne er blevet kvalt i skum fra maskinerne, og sidste år måtte Philips tilbagekalde maskinerne på grund af eksplosionsfare.

- Den godkendte aftale, forliget og nu løsningen på sagen om personlig skade og medicinsk overvågning i USA er betydelige milepæle og giver yderligere klarhed for Philips fremad, siger topchef Roy Jakobs i regnskabet.

Philips' regnskab for første kvartal indeholdt både skuffelser og positive overraskelser.

Salget på 4,14 mia. euro var lidt til den svage side, da analytikere adspurgt af Bloomberg News havde regnet med 4,18 mia. euro.

Endnu større var skuffelsen målt på det sammenlignelige salg, der voksede 2,4 pct. i kvartalet mod ventet 2,99 pct.

Til gengæld var det justerede driftsoverskud, EBITA, på 388 mio. euro bedre end ventet. Her var konsensus 382,7 mio. euro.

Det rapportede driftsresultat viste dog et underskud på 824 mio. euro mod et ventet plus på 189 mio. euro.

Philips fastholder sine forventninger om en vækst i det sammenlignelige salg på 3-5 pct. og en justeret EBITA-margin på 11-11,5 pct.

.\\˙ MarketWire

Morten Frederik Heltoft

Tags:  Shares❯  Udenlandsk selskab❯