Sydbank styrker positionen i hovedstadsområdet markant

Udgivet den 09-11-2004  |  kl. 16:04  |  

Sydbank åbner filial i Hillerød inden jul. Og i løbet af 2005 kommer en afdeling i Ballerup til. Yderligere åbner banken i disse uger i nye lokaler i Glostrup og på Frederiksberg.

I Hillerød har Sydbank lejet sig ind i midlertidige lokaler på adressen Slotsgade 35, 1. sal, men planlægger at flytte til permanent adresse i løbet af et års tid.

Sydbank Hillerød bliver en del af Sydbanks København region, der i forvejen omfatter 8 afdelinger ud over regionshovedkontoret på Kgs. Nytorv.

- Sydbank Hillerød bliver fra starten udelukkende en rådgivningsfilial, som bliver bemandet med erfarne rådgivere inden for både privat- og erhvervskundeområdet, fortæller bankens regionsdirektør i København, Henning Juhl Jessen.

Som direktør for Hillerød-filialen er ansat Michael Johnson, der er bosat i Hillerød og kommer fra en stilling som filialdirektør i Sydbank Lyngby. Afdelingen bliver fra starten yderligere bemandet med 5 rådgivere.

- Sydbank Hillerød vil allerede fra åbningen have et godt arbejdsgrundlag i betragtning af de flere end 600 kunder, Sydbank i forvejen har i området, og som nu betjenes via andre Sydbank-afdelinger - og via Sydbanks NetBank-tilbud. En af Sydbanks klare styrker er den personlige, tætte kontakt til kunderne, pointerer Henning Juhl Jessen. - Og derfor er det oplagt for os også at være fysisk repræsenteret i den smukke slotsby.

- Vi tror også, der er behov for os og vores stærke rådgivningskoncepter på såvel privat- og erhvervs- som investeringsområdet. Det viser erfaringerne fra vores filialetableringer i de seneste år - i Silkeborg, Skanderborg, Holstebro og Viborg, der alle hurtigt har fået et særdeles tilfredsstillende kunde- og forretningsunderlag.

- For Sydbank som fullservice-bank er hele Hillerød Kommune med sine godt 37.000 indbyggere et meget spændende arbejdsområde. Ikke mindst i betragtning af det aktive og interessante erhvervsliv, de mange institutioner, de mange spændende privatkunder og Hillerøds status som handelsby, bl.a. på baggrund af de prisbelønnede slotsarkader, tilføjer Henning Juhl Jessen.

- Også i Ballerup er vi på vej med en Sydbank-filial, oplyser Henning Juhl Jessen. - Projektet her er stadig i støbeskeen. Men beliggenheden centralt i byen er besluttet. Her skal vi formentlig gennem et byggeri, og vi forventer derfor tidligst at kunne slå dørene op i slutningen af 2005.

Endelig noterer direktøren, at Sydbank København netop i disse uger tager nye lokaler i anvendelse for to af regionens ”gamle” filialer. På Gl. Kongevej er Frederiksberg-filialen således efter en lang periode ”på feltfod” flyttet tilbage til et nyrenoveret domicil i Codanhus’ stueetage. Og i Glostrup udskiftes den hidtidige adresse på Hovedvejen 152 med større lokaler til den ekspanderende erhvervsrettede aktivitet på Hovedvejen 87.

- Vi har meget at tilbyde både privat-, erhvervs- og investeringskunder i og omkring København og glæder os til at udvide aktiviteten i/via de nye filialer og lokaler. Der er altså solid vægt bag bankens udmeldinger om at ville styrke positionen i hovedstadsområdet, lyder det fra Henning Juhl Jessen.

Sydbank er Danmarks 4. største bank med ca. 330.000 kunder og 114 - snart 115 - filialer i Danmark, 2 i Tyskland og en i Schweiz.

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder

11:41 Svensk biotekselskab får milliardbud fra japanske Asahi Kasei
11:39 Obligationer/middag: Få og små udsving - fokus rettet mod amerikansk forbrugertillid
11:28 Aktier/middag: Vestas rider videre på gamle nyheder og Matas stiger på gode tal
11:13 Matas er klar til at indtage Norden: Vi skal gøre det vi har øvet os på i Danmark
11:10 Mærsk er steget over 40 pct. på to måneder: Knap kapacitet har sendt rater i vejret
10:55 Apples iPhone-leveringer i Kina stiger med 52 pct. i april
10:49 Finanshus ser amerikansk aktiefest fortsætte
10:10 ECB's inflationsforventninger på tre års sigt falder uventet i april
10:03 Boligentreprenøren Persimmon i modvind efter rygte om opkøb af konkurrent
09:37 Plantageselskabs bundlinje ramt af lavere bidrag fra investeringsselskab
09:16 Aktier/åbning: Matas i topform efter regnskab mens Trifork får hug for nedjustering
08:58 Obligationer/åbning: Lille rentestigning med fokus på amerikansk forbrugertillid
08:27 Matas Q4: Kicks-opkøb hjælper toplinjen og driften men koster på bundlinjen
08:25 Aarsleff bekræfter nyligt opjusterede forvetninger og stærkt første halvår
08:12 Danmark: Detailsalget faldt med 0,6 pct. i april
08:00 Detailsalget faldt lidt i april
07:56 Aarsleff bekræfter nyligt opjusterede forvetninger og stærkt første halvår
07:54 Aktier/tendens: Trifork og Matas kan løbe med opmærksomheden på stille dag
07:45 Råvarer: Oliepriserne stiger på efterspørgselsforventnigner i USA
07:07 Trifork ser "vedvarende sløvt forretningsmiljø" og nedjusterer forventningerne