USA/lukning: Fitch-rating slog hårdt - teknologiaktier hårdt ramt af renten

Udgivet den 03-08-2023  |  kl. 06:32  |  

Aktieudsalg efter Fitchs nedgradering af USA's kreditværdighed sent tirsdag prægede det amerikanske aktiemarked negativt onsdag. Markedet blev også trykket, da det amerikanske finansministerium meddelte, at man for første gang i over to et halvt år besluttede at øge det kvartalsvise salg af statsobligationer med 96 mia. dollar til 103 mia. dollar - mere end ventet i markedet.

Men den sure stemning er torsdag morgen afløst af mere positive vinde. Futuresmarkedet indikerer stigninger i de tre ledende amerikanske indeks på 0,2 pct., når markedet åbner i New York senere på dagen.

Onsdag faldt de tre indeks og hårdest ramt var det teknologidominerede indeks, Nasdaq, der satte sig 2,2 pct. S&P 500-indekset faldt 1,4 pct. Mens Dow Jones-indekset mistede 1,0 pct.

Dermed fortsatte den sure stemning fra tirsdag på dag nummer to i august.

Det var kreditvurderingsbureauet Fitchs nedgradering af USA's kreditvurdering til "AA+" fra det højeste niveau "AAA", der primært lagde en dæmper på humøret. Den blev meddelte tirsdag efter markedernes lukning i USA.

For tolv år siden - i 2011 - sænkede kreditvurderingsbureauet Standard & Poors USA's kreditvurdering fra "AAA". Det afstedkom sure investorminer et længere stykke tid og udløste et udsalg af aktier, mens statsobligationer blev interessante.

- Jeg tror, markedet har ledt efter en grund til at korrigere, og denne (nedgraderingen, red.) var en meget god grund til, at det gjorde det, siger Gregg Abella, der er topchef for Investment Partners Asset Management, til Reuters.

Kursfølsomme megacap-aktier, herunder Tesla, Nvidia, Meta Platforms og Apple, faldt 1,6-4,8 pct., da renten på amerikanske 10-årige statsobligationer steg til det højeste i næsten ni måneder.

- Flere store mæglere vurderer, at Fitchs nedjustering sandsynligvis ikke vil resultere i et vedvarende træk nedad på de amerikanske finansmarkeder og noterer sig, at den amerikanske økonomi er stærkere end i 2011, skriver Reuters.

AMD FIK KURSPRYGL

Regnskabssæsonen er i fuld gang - og blandt de regnskabsaktuelle selskaber var chipproducenten Advanced Micro Devices, AMD, der tirsdag aften kom med en prognose for tredje kvartal, som bragte de store smil frem hos investorerne.

Siden er smilet dog stivnet, og aktien faldt 6,6 pct. til 109,81 dollar.

AMD regner med et salg i tredje kvartal på 5,4-6,0 mia. dollar mod forventningerne på Wall Street om indtægter på 5,84 mia. dollar ifølge Bloomberg News. Bruttomarginen ventes at lande omkring 51 pct. mod analytikernes bud på 51,2 pct.

TAK FOR KAFFE

Kaffekæden Starbucks steg 0,9 pct. til 102,13 dollar, på trods af at verdens største kaffekæde tirsdag efter lukketid missede markedets forventninger til det sammenlignelige kvartalsvise salg i andet kvartal.

Apotekerkæden CVS Health steg 3,4 pct. til 76,46 dollar, selv om kæden slog estimaterne for andet kvartal, der blev offentliggjort onsdag.

CVS gentager sin prognose for 2023 om en justeret indtjening per aktie på 8,50-8,70 dollar.

YUM! BRANDS SKUFFER PÅ OMSÆTNINGEN

Yum! Brands, som blandt andet ejer restaurantkæderne KFC, Taco Bell og Pizza Hut, har haft et lettere skuffende andet kvartal målt på omsætningen. Det viser regnskabet, der er offentliggjort onsdag for markedets åbning. Aktien faldt 1 pct. til 134,94 dollar.

Omsætningen endte på 1,69 mia. dollar mod forventet 1,75 mia. dollar.

Sammenlignet med samme kvartal sidste år er omsætningen dog steget med 3,1 pct.

Den amerikanske fastfoodkoncerns ordinære overskud per aktie var 1,41 dollar mod ventet 1,24 dollar.

Driftsresultatet for Yum! Brands endte på 573 mio. dollar mod forventet 582,6 mio. dollar.

KRAFT HEINZ SKUFFELSER HIST OG PIST

Selv om indtjeningen i Kraft Heinz lå over det ventede i andet kvartal, falder aktien onsdag, da der var mindre skuffelser hist og pist. Onsdag steg aktien 1,2 pct. til 36,32 dollar.

Den ordinære indtjening per aktie og driftsoverskuddet, EBITDA, kom ind lidt bedre end ventet, da den landede på 79 cent mod ventet 76 cent ifølge estimater fra Bloomberg News. EBITDA landede på 1,61 mia. dollar mod ventet 1,58 mia. dollar.

Omvendt kom omsætningen ind lidt lavere end ventet. Den blev 6,72 mia. dollar mod ventet 6,8 mia. dollar.

Den organiske vækst i omsætningen blev opgjort til 4 pct. mod ventet 4,63 pct. Også den organiske vækst skuffede, da den faldt 7 pct. mod et ventet fald på 5,4 pct.

Forventningerne til hele året blev fastholdt.

TRE REGNSKABER EFTER BØRSTID

Efter børstid og til vurdering torsdag kommer der blandt regnskaber fra Qualcomm, Paypal og rigselskabet Noble, der i oktober 2022 fusionerede med Maersk Drilling.

JOBTAL OVERRASKEDE

Fra nøgletalsfronten blev der offentliggjort beskæftigelsesrapport over det private amerikanske jobmarked fra ADP. Den viste en stigning på 324.000 job i juli, hvilket var markant bedre end ventet.

Økonomerne havde ifølge Bloomberg News ventet en stigning på 190.000 job efter en stigning på 455.000 job, hvilket var nedrevideret fra tidligere oplyste 497.000 måneden inden.

ADP er en privat rapport, der bruges som en indikator for den officielle arbejdsmarkedsrapport fra det amerikanske beskæftigelsesministerium, som udsendes fredag.

.\\˙ MarketWire

Flemming Kruhøffer

Tags:  Market Close❯  Shares❯  USA❯  indblik❯ 

Seneste nyheder

15:49 USA/åbning: Tilbagevenden optimisme holder rekordjagt i live - Gamestop dratter ned
15:26 Sølvpris rammer højeste niveau i mere end et årti
14:57 Gamestop dykker vildt: Overrasker investorer med foreløbigt regnskab og muligt aktiesalg
14:47 USA/tendens: Snigende optimisme holder rekordjagt i live - Gamestop i fokus
14:12 Parkens bundlinje viger trods fremgang på toplinjen: Transferudgifter trækker ned
13:55 Valuta: Dollar tager lidt af det tabte tilbage
13:52 Vestas indgår en betinget aftale for havvindprojekt på 1 GW i Nordeuropa
13:42 Europa/aktier: Optimismen ebber ud i Europa efter melding fra ECB
12:19 Sydbank sænker renten på boliglån og flere andre lånetyper
12:17 FLS får højere kursmål hos Nykredit
11:55 Obligationer/middag: Renten kravler op mod udgangspunktet
11:40 Aktier/middag: Bavarian til vejrs efter smitteadvarsel i USA
11:08 Aktier/BofA: Europæisk marked har haft største kapitalstrømning i over et år denne uge
11:04 Eurozonens inflation bekræftet i endelig opgørelse
09:28 Danske Bank dropper salgsanbefaling af Zealand Pharma og siger nu "hold"
09:13 Aktier/åbning: Bavarian og Mærsk topper og sender C25 op for niende dag i streg
09:08 Mærsk tager endnu en uge med gevaldigt hop i vigtigt rateindeks
08:49 Obligationer/åbning: Renterne kravler opad fra start efter amerikansk vending
08:38 Cartier-ejer slog salgsforventninger - ny direktør skal drive fremtidig vækst
08:26 Aktier/tendens: Rockwool og Bavarian i fokus - vinderstime kan blive brudt