USA/lukning: Microsoft forvandlede stille markedsstart til solidt løft

Udgivet den 19-07-2023  |  kl. 06:32  |  

De amerikanske aktier steg igen tirsdag og lagde dermed yderligere til den kursfremgang, som har præget udviklingen i juni og juli.

Onsdag morgen ser billedet lidt mere mudret ud. Futures indikerer små kursfald i S&P 500 og Nasdaq på under 0,1 pct., mens Dow Jones står til at stige marginalt, når markedet i New York åbner senere på dagen.

Tirsdag hang vækstsektorerne lidt fra start, men så blev Microsoft kraftigt løftet på ny AI-entusiasme, og samtidig trak også de cykliske aktier frem. Især energi og finans.

Efter en pause mandag var der igen flere store regnskaber på programmet, herunder våbenproducenten Lockheed Martin og flere af Wall Street-bankerne, hvor især Charles Schwab skilte sig ud med stor kursfremgang.

I denne uge er der også udløb på optioner i USA, hvor der er satset en del mere på kursfald end stigninger, og derfor er der formentlig medvind til aktieindeksene, da investorerne skal dække mulige tabe af. Såkaldt "shortcovering".

Det brede S&P 500-indeks vandt frem med 0,7 pct. Det var sjette ud af syv af de seneste handelsdage, at hovedindekset lukkede i plus. Dow Jones gik tirsdag samtidig mest frem 1,1 pct., mens Nasdaq steg 0,8 pct. trods en negativ start.

SNART SLUT MED STRAMNINGERNE

Tirsdagen bød på flere amerikanske nøgletal med særlig fokus på det vigtige detailsalg, som på månedsbasis steg med 0,2 pct. i juni mod ventede 0,5 pct.

Trods den skuffende udvikling er der dog stadig fremgang, og det bekræfter markedet i, at Federal Reserve vil løfte sin rente igen i juli, men dermed vil det også være slut, hvis man skal tro handelen med rentefutures, inden 2024 vil byde på rentenedsættelser.

- Det er tydeligt, at fortællingen om den aftagende inflation driver det hele. Investorerne får næring fra håbet om, at de amerikanske renter vil komme hurtigere ned, og at Kina vil lancere en stimuluspakke for at skubbe forbruget op, kommenterer Gilles Guibout, porteføljeforvalter hos Axa Investment Managers, over for Bloomberg News.

PRISER PÅ AI

I S&P 500-indekset var det tirsdag it-aktierne, som ellers startede i minus, der klarede sig bedst med et plus på 1,3 pct., fordi Microsoft lettede med 4,0 pct., efter softwarekæmpen offentliggjorde "høje" priser på sine nye AI-produkter til erhvervskunderne.

Det trak konkurrenterne Adobe og Oracle med op med 2,0 og 1,6 pct., mens chipkæmpen Nvidia fik et løft på samme konto på 2,2 pct. Apple lukkede dog i minus med 0,1 pct.

Der var ligeledes fremgang til finansaktierne med 1,1 pct. løftet af solide regnskaber fra storbankerne. Energiaktierne gik også frem med 1,0 pct. Det skyldtes en stigende oliepris, der blev løftet af, at Ruslands eksport bremser op, ligesom forventningerne om lavere renter ses øge efterspørgslen på sigt.

Blandt vækstsektorerne var der også plusser til kommunikationsservice og cyklisk forbrug på 0,3-0,4 pct.

LØFTET AF ANBEFALING

På vindersiden var der plus til Unitedhealth, USA's største sygekasse, på 3,3 pct. efter en løftet anbefaling hos Bernstein til "outperform", da finanshusets analytiker ser en "lang landingsbane" for vækst.

Der var også fremgang til flere store banknavne. Charles Schwab steg her hele 12,6 pct. Efter en tilbagegang i kundernes kontoindskud i andet kvartal, på grund af krisen i de regionale banker i marts og april, regner banken nu med stigende indskud igen i andet halvår.

Bank of America vandt også 4,4 pct., da andet kvartal endte bedre end ventet, fordi handelsindtægterne overraskede positivt, mens Morgan Stanley gik frem med 6,5 pct. Her var indtægterne i andet kvartal også bedre end ventet.

Bank of New York Mellon steg endelig 4,1 pct., da højere renter løftede indtægterne i kerneforretningen på ind- og udlån.

Lockheed Martin satte sig derimod med 3,0 pct. efter sine kvartalstal og trods en opjustering, men det amerikanske forsvarsministerium vil potentielt holde en betaling på 400 mio. dollar tilbage, indtil våbenproducenten får løst udfordringer med software til F-35-flyene.

I kommunikationsservice, hvor Alphabet faldt med 0,7 pct., var der fokus på Netflix, der inden sit regnskab senere på ugen steg 5,5 pct., og i cyklisk forbrug vandt Tesla 1,0 pct., mens Amazon mistede 0,6 pct.

.\\˙ MarketWire

Flemming Kruhøffer

Tags:  Market Close❯  Shares❯  USA❯  indblik❯ 

Seneste nyheder

11:08 Aktier/BofA: Europæisk marked har haft største kapitalstrømning i over et år denne uge
11:04 Eurozonens inflation bekræftet i endelig opgørelse
09:28 Danske Bank dropper salgsanbefaling af Zealand Pharma og siger nu "hold"
09:13 Aktier/åbning: Bavarian og Mærsk topper og sender C25 op for niende dag i streg
09:08 Mærsk tager endnu en uge med gevaldigt hop i vigtigt rateindeks
08:49 Obligationer/åbning: Renterne kravler opad fra start efter amerikansk vending
08:38 Cartier-ejer slog salgsforventninger - ny direktør skal drive fremtidig vækst
08:26 Aktier/tendens: Rockwool og Bavarian i fokus - vinderstime kan blive brudt
08:15 Danske Bank skruer op for TCM's kursmål efter "bedre end ventet start" på året
07:53 De kinesiske myndigheder giver boligkøbere en hjælpende hånd
07:34 Råvarer: Oliepriserne stiger på grund af tegn på stigende efterspørgsel
07:27 Obligationer/tendens: Inflationsdata under lup - renterne ses stige lidt fra start
07:19 ABG siger nu "køb" til Rockwool efter regnskab
06:45 JPMorgan hæver Rockwools kursmål og kommer lige over den aktuelle aktiekurs
06:41 Asien: Wall Street-fald trækker asiatiske aktier med ned
06:35 Asiatiske rederier ligger blandet fredag med plusser i Japan
06:35 ISS får kursmålet sat op af Jefferies med 14 pct.
06:34 USA frygter stigning i mpox - med ny farlig variant i Afrika
06:34 Kinas industriproduktion viser positive takter men detailsalget skuffer lidt i april
06:32 Valuta: Dollar står til største ugentlige svækkelse i flere måneder