USA/lukning: Svag jobrapport gav rentehåb og aktiefremgang - Apple i vejret

Udgivet den 06-05-2024  |  kl. 06:32  |  

De amerikanske aktier steg kraftigt fredag med særligt teknologiaktierne i front.

Mandag morgen indikerer de amerikanske futures stigninger i de tre toneangivende aktieindeks på omkring 0,1 pct., når handlen går i gang i New York senere på dagen.

Markedet blev fredag løftet af to raketter. Investorerne fik først og fremmest indfriet håbet om en køligere jobrapport for april, da det øgede sandsynligheden for rentesænkninger i år, hvilket er godt nyt for aktiernes prissætning.

Det forstærkede ugens udvikling yderligere, da markedsrenterne og forventningen til centralbankrenten også havde sat sig i køvandet af en mindre høgeagtig Federal Reserve onsdag.

Den anden raket var et bedre end frygtet kvartalsregnskab, som fredag sendte Apple i vejret.

Det brede S&P 500-indeks blev derfor løftet 1,3 pct. og endte ugen med et samlet plus på 0,5 pct., mens Dow Jones også steg 1,2 pct., og Nasdaq gik mest frem med hele 2,0 pct.

KØLIGERE JOBMARKED

Fredagens helt store nyhed var jobrapporten for april, som viste en mindre jobskabelse uden for landbruget på 175.000 end ventede 240.000. Samtidig steg ledigheden en tak fra 3,8 pct. til 3,9 pct., mens de gennemsnitlige timelønninger på månedsbasis gik op med 0,2 pct. mod konsensus på 0,3 pct.

Nøgletallene kunne pege på, at det ellers ultrastærke arbejdsmarked i USA, der har givet inflationspanderynker hos centralbanken, nu endelig er ved at køle af og løsne op.

- Den blødere end ventede jobrapport antyder, at der ikke er en ophedning i økonomien, som kunne holde inflationen vedvarende høj, hvilket øger sandsynligheden for rentesænkninger, lyder det fra Sonu Varghese, investeringsanalytiker hos Carson Group, til Bloomberg News.

Handelen med rentefutures pegede fredag også på en rentesænkning til september eller november og muligvis en mere i december til en slutrente i 2024 på 4,86 pct. Det skal sammenlignes med en ventet nytårsrente torsdag på 4,95 pct. og 5,05 pct. tirsdag før Federal Reserves rentemelding.

APPLE I VEJRET

I S&P 500 var det it-aktierne, der trak mest frem med et plus på 3,0 pct. Der var generelle løft til sektorens store navne med fremgang til Microsoft på 2,2 pct. og til chipkæmpen Nvidia på 3,5 pct., ligesom Broadcom også blev handlet op med 3,2 pct.

Det var dog Apple, der især trak op med et plus på 6,0 pct. Regnskabet for andet kvartal var nemlig bedre end frygtet. En salgstilbagegang på 4 pct. og et fald i afsætningen af iPhones på 10 pct. var nemlig ikke helt så slemt, som analytikerne havde lagt op til.

Desuden krydrede elektronikkæmpen, der dog også havde haft et særligt godt kvartal et år før, sine tal med en kæmpe forhøjelse af sit aktietilbagekøb med 110 mia. dollar.

Fredag var der også fremgang til cyklisk forbrug på 0,7 pct. med et plus til Tesla på 0,6 pct., mens Amazon fik et løft på 0,8 pct. I kommunikationsservice, der gik op med 1,0 pct., steg Meta Platforms med 2,3 pct., mens Alphabet vandt 0,3 pct., og Netflix gik frem med 2,5 pct.

Blandt de cykliske sektorer var der også løft til finans, industri samt råvarer og materialer på 0,3-1,0 pct., mens energi dog faldt marginalt, da olieprisen for femte handelsdag i træk gik tilbage.

FEDME I FOKUS

I sundhed, der steg 0,2 pct., gik biotekkoncernen Amgen op med 11,8 pct. efter sit kvartalsregnskab. Egentlig faldt aktien på tallene, men på den efterfølgende telekonference lod topchef Robert Bradway forstå, at selskabet vil gå videre med sit mulige fedmemiddel AMG133, også kaldet Maritide.

Investorerne er ligeså vilde med fedmebehandling som med kunstig intelligens, og derfor blev aktien sendt op.

Omvendt faldt Eli Lilly, der jo sammen med danske Novo Nordisk for tiden er de helt dominerende spiller inden for salget af midler til vægttab, med 2,8 pct. på udsigten til mulig øget konkurrence.

På regnskabsfronten var der fortsat mange nyheder. En af de skuffende kom fra rejsekoncernen Expedia, som dykkede med 15,3 pct. til bunden af S&P 500 efter en nedjustering af prognosen for omsætningen.

I den tunge ende af hovedindekset lå også cybersikkerhedsaktien Fortinet med et minus på 9,7 pct., da de kvartalsmæssige abonnementsbestillinger lå under det ventede.

.\\˙ MarketWire

Flemming Kruhøffer

Tags:  Market Close❯  Shares❯  USA❯  indblik❯