USA/T-bond: Markedsrenter faldt efter Powells afvisning

Udgivet den 02-05-2024  |  kl. 06:32  |  

De amerikanske markedsrenter satte sig onsdag, og den udvikling tog især i den korte ende ekstra fart, da Federal Reserve, USA's centralbank, kom med sin rentemelding og formand Jerome Powell holdt sin vanlige pressekonference.

Formand Jerome Powell slog nemlig i kølvandet af et kvartal med tiltagende inflation en lidt mindre høgeagtig tone an end ventet, eller måske frygtet, mens han samtidig anså det for "usandsynligt", at den næste rentebevægelse vil blive en forhøjelse.

Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation faldt med 5 basispoint til 4,63 pct. Den tiårige rente svingede onsdag mellem 4,58 og 4,69 pct.

Torsdag morgen er renten på den tiårige T-bond fortsat 4,63 pct. på markedet i Tokyo. Det er 3 point over niveauet, da obligationsmarkedet i Danmark lukkede onsdag.

Den toneangivende toårige amerikanske statsobligationsrente faldt 8 basispunkter til 4,96 pct.

Torsdag morgen forrentes den toårige T-bond med 4,97 pct. i Tokyo.

Niveauet er 2 punkter lavere i forhold til lige inden, den amerikanske centralbank offentliggjorde sin rentemelding, og bankens formand holdt sit pressemøde.

Federal Reserves toneangivende rente blev onsdag helt som ventet fastholdt i 5,25-5,50 pct., mens banken valgte at sænke hastigheden på sine kvantitative stramninger fra og med juni, således at porteføljen af statsobligationer maksimalt reduceres med 25 mia. dollar om måneden mod for tiden højst 60 mia. dollar. Reduktionen af realkreditobligationer på maksimalt 35 mia. dollar blev fastholdt.

- Beslutningen om at holde renten stabil var ingen overraskelse, men den aggressive moderation af nedtrapningen, reduktionen af Federal Reserves balance, var lidt af en overraskelse og på marginen moderat positiv for obligationer, fordi det betyder, at Federal Reserve vil tillade, at et mindre udbud af obligationer fra sin balance vil ramme markedet, siger Michael Rosen, investeringsdirektør hos Angeles Investment Advisors til Reuters.

Mindre udbud vil alt andet lige betyde højere obligationskurser og i sin tur lavere effektive renter.

Onsdagens rentemelding og efterfølgende pressemøde bekræftede markedets forventning om, at det formentlig ikke bliver til de tre rentesænkninger som centralbanken i sin kvartalsmæssige prognose i både december og marts ellers har peget på, og at den første rentesænkning ligger længere ud i fremtiden, fordi tilliden til, at inflationen vedvarende er på vej mod målet om 2,0 pct. først skal styrkes.

- Målinger af inflationen er kommet højere ind end forventningerne. Det er sandsynligt, at det vil tage længere tid end ventet at opnå en sådan tillid, lød det fra formand Jerome Powell.

Der har dog været røster fremme om, at de høje inflationsmålinger i januar, februar og marts har åbnet døren for, at vi slet ikke skal se lavere renter endnu, men omvendt kan risikere en forhøjelse. Den mulighed ligger dog ikke lige for, svarede Powell på et spørgsmål.

- Jeg tror, det er usandsynligt, at den næste pengepolitiske bevægelse bliver et løft, sagde han.

Handelen med rentefutures indikerede onsdag efter rentemødet og pressekonferencen, at renten i år vil blive sat ned til 4,99 pct. Det skal sammenlignes med en ventet rente på 5,05 pct. tirsdag såvel som lige inden afslutningen af rentemødet.

.\\˙ MarketWire

Flemming Kruhøffer

Tags:  Bonds❯  Market Close❯  USA❯