USA/åbning: Endelig konklusion på Powells kommentarer giver grøn start

Udgivet den 02-05-2024  |  kl. 15:40  |  

Det amerikanske marked har efter en god nats søvn absorberet budskaberne fra Federal Reserve og formand Jerome Powell, der onsdag holdt rentemøde og efterfølgende pressekonference.

Her blev budskaber om en genstridig inflation og højere renter i længere tid holdt op mod en udelukkelse af en forestående renteforhøjelse.

Hvor kommentarerne onsdag i sidste ende resulterede i fald, er stemningen anderledes positiv torsdag.

Her stiger det brede S&P 500-indeks 0,7 pct., Dow Jones øger 0,6 pct., og det teknologitunge og rentefølsomme Nasdaq-indeks vinder mest med 0,9 pct.

Federal Reserves formand, Jerome Powell, gav ved den efterfølgende pressekonference onsdag udtryk for, at kampen mod inflationen vil trække ud, og at udsigterne til rentesænkninger gør det samme. Han afviste dog i samme ombæring, at næste skridt skulle være en renteforhøjelse fra det nuværende niveau på 5,25-5,50 pct., der også blev gentaget onsdag.

- Federal Reserves officielle meddelelse anerkendte en "mangel på fremskridt" i nedbringelsen af inflationen, siger Preston Caldwell, der er cheføkonom i Morningstar, til Reuters.

- Men Powell udtrykte en stærk tro på, at den nuværende pengepolitik er tilstrækkeligt restriktiv til at få inflationen ned på Federal Reserves mål på 2 pct. på et tidspunkt ... derfor er det usandsynligt, at næste skridt bliver en forhøjelse, fortsætter han.

APPLE MED REGNSKAB

En stor del af de amerikanske selskaber har efterhånden været gennem vridemaskinen i forbindelse med regnskabssæsonen for første kvartal.

Et vigtigt regnskab venter dog torsdag, når verdens største selskab målt på markedsværdi, Apple, offentliggør udviklingen i sit forskudte regnskab for andet kvartal efter børslukning.

Fokus i regnskabet vil ifølge Bloomberg News være på, hvordan techgiganten vil håndtere den opbremsning, der har præget den seneste tid - særligt i Kina, hvor salget af iPhones halter efter.

Aktien åbner 1,6 pct. højere.

EBAY SYNKER EFTER SVAG PROGNOSE

Salgsplatformen Ebay står til en start i rødt torsdag, efter at selskabet i eftermarkedet onsdag offentliggjorde sit regnskab for første kvartal.

Regnskabet viste bedre takter end ventet af analytikerne, men til gengæld skuffede prognosen for omsætning og den justerede indtjening per aktie.

Her spår Ebay 2,49-2,54 mia. dollar i omsætning mod ventet 2,56 mia. dollar og en justeret indtjening per aktie på 1,10-1,15 dollar mod konsensus på 1,14 dollar.

Aktien synker 1,4 pct.

Omvendt brillerede chipproducenten Qualcomm med prognosen for sit forskudte tredje kvartal, ligesom at regnskabet for andet kvartal også var bedre end ventet.

Chipproducenten venter i tredje kvartal af 2023/24 en omsætning på 8,8-9,6 mia. dollar, og midtpunktet for prognosen lander således noget over analytikerkonsensus på 9,08 mia. dollar.

Dertil ventes et justeret overskud per aktie på 2,15-2,35 dollar, mens analytikerne havde regnet med 2,16 dollar.

Qualcomm vinder 8,6 pct. i den indledende handel.

PELOTON FYRER 15 PCT.

Den amerikanske producent af træningsudstyr Peloton har torsdag leveret et regnskab med mange indtryk til markedet.

På den ene side har selskabet nedpræciseret toplinjen efter en skuffelse i andet kvartal, og på den anden side har selskabet oppræciseret sine forventninger til driften efter et overraskende overskud i kvartalet.

Dertil har Peloton varslet, at 15 pct. af arbejdsstyrken vil blive skåret fra. Det samme bliver topchef Barry McCarthy, der fratræder stillingen med øjeblikkelig virkning.

Aktien går frem med 7,1 pct.

.\\˙ MarketWire

Morten Frederik Heltoft

Tags:  Market Open❯  Shares❯  USA❯ 

Seneste nyheder