USA/åbning: Udsigt til lavere renter giver positive investorer med plus til Paramount

Udgivet den 06-05-2024  |  kl. 15:47  |  

Der blæser fortsat positive vinde i USA denne mandag, hvor handlerne fortsat holder fast i optimismen fra fredag.

Ved åbningen stiger Dow Jones-indekset mest med 0,5 pct., mens S&P 500-indekset henter 0,4 pct., og Nasdaq følger i hælene med en fremgang på 0,3 pct.

Det sker oven på en solid fremgang fredag, hvor markedet blev løftet af to raketter. Først og fremmest fik investorerne indfriet håbet om en køligere jobrapport for april, da det øger sandsynligheden for rentesænkninger i år, hvilket er godt nyt for aktiernes prissætning.

Den anden raket var et bedre end frygtet kvartalsregnskab, som fredag sendte Apple i vejret, mens den taber flyvehøjde med et minus på 0,4 pct. i ved åbningen mandag.

Mens sidste uge var højdramatisk med adskillige regnskaber samt amerikansk rentemøde og jobrapport, er der udsigt til en mere afdæmpet makrokalender i denne uge.

- Denne uge ventes at blive mere rolig på den økonomiske front. Der lander få økonomiske data, og der er få meldinger fra centralbankerne, skriver Credit Agricoles strateger ifølge Bloomberg News.

Fredag steg det brede S&P 500-indeks 1,3 pct. og endte ugen med et samlet plus på 0,5 pct., mens Dow Jones også steg 1,2 pct., og Nasdaq gik mest frem med hele 2,0 pct.

PARAMOUNT PÅ ØNSKELISTEN HOS SONY

Underholdningskoncernen Paramount har modtaget et købsbud fra den japanske mediegigant Sony sammen med kapitalfonden Apollo på 26 mia. dollar.

Det sender aktien i Paramount i vejret med 6,7 pct. ved åbningen.

Købsinteressen kom frem fredag, efter at kilder kunne fortælle Bloomberg News, at de to selskaber sammen havde lagt et ikke-bindende bud på Paramount.

Underholdningskoncernen har hidtil været i eksklusive forhandlinger med David Ellision, der er chef for medieselskabet Skydance Media.

En særkomité i Paramount har dog siden oplyst Skydance Media, at der ikke længere er tale om eksklusive forhandlinger.

TYSK VACCINEPRODUCENT TYNGET

Tyske Biontech, der er kendt for sin coronavaccine udviklet i samarbejde med Pfizer, kom ud af første kvartal med lidt skuffende tal både på toplinjen og målt på indtjeningen per aktie. Omsætningen landede på 187,6 mio. euro mod ventet 305 mio euro ifølge Bloomberg News.

Resultatet per aktie for perioden blev et underskud på 1,31 euro mod estimeret 1,13 euro.

Biontech, der primært handles på børsen i USA, henter 0,5 pct. ved åbningen.

FLYSELSKAB SENDT BAGLÆNS

Amerikanske Spirit Air sendes mandag baglæns på aktiemarkedet i USA, efter at luftfartsselskabet har skuffet med sin prognose for andet kvartal.

Prognosen er offentliggjort i forbindelse med Spirits regnskab for første kvartal, der i det store hele var, som analytikerne havde regnet med. Det skriver Bloomberg News.

I andet kvartal venter Spirit en omsætning i niveauet 1,32-1,34 mia. dollar, og det er noget i underkanten af analytikernes forventninger. De havde ifølge Bloomberg News sat næsen op efter 1,46 mia. dollar. Dertil ventes en negativ driftsmargin på 9 til 11 pct., hvilket er væsentligt over konsensus på minus 2,1 pct.

Luftfartsselskabets første kvartal var nogenlunde som ventet.

- Selv om vi havde underskud i første kvartal af 2024, tager vi skridt mod vores finansielle mål, siger topchef Ted Christie i regnskabet.

- Det konkurrencedygtige miljø er fortsat udfordrende som følge af voksende kapacitet i mange af de markeder, vi er i, lyder det videre.

Aktien falder 7,7 pct. ved åbning.

.\\˙ MarketWire

Trine Vestergaard

Tags:  Market Open❯  Shares❯  USA❯