Valuta: Yen svækkes igen fra styrket niveau efter mistænkt intervention

Udgivet den 02-05-2024  |  kl. 13:15  |  

Den japanske yen svækkes torsdag eftermiddag på valutamarkedet, efter at en større styrkelse satte ind sent onsdag.

Styrkelsen er blevet tolket som endnu en intervention fra den japanske centralbank, Bank of Japan, der mistænkes for at have gennemført interventionen taktisk umiddelbart efter rentemeddelelsen fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve.

Dollar var efter rentemeddelelsen svækket, da formand Jerome Powell afviste behovet en renteforhøjelse, som nogle i markedet har spekuleret på kunne være næste skridt frem for en rentesænkning.

- Det tog markedet på sengen, da det - selvfølgelig - skete i den amerikanske handel og syntes at være timet med rentemeddelelsen fra Federal Reserve for at få gavn af en svækket dollar, siger Kyle Rodda, der er senioranalytiker i Capital.com, til Reuters.

- Elementet af snigangreb er i virkelighed det japanske finansministerium, der vil straffe spekulanter og sende en advarsel mod at satse mod yen, fortsætter han.

Umiddelbart efter amerikansk børslukning klokken 22 satte en større styrkelse af den japanske yen ind onsdag. Kortvarigt blev den japanske valuta styrket til 153,04 yen per dollar fra 157,50 yen inden.

Torsdag eftermiddag er en del af styrkelsen dog gået i sig selv, og dollar handles til 155,15 yen. Onsdag ved dansk markedslukning var kursen 157,66 yen.

Den japanske vicefinansminister, Masato Kanda, der varetager den japanske valutapolitik, har afvist at kommentere interventionsrygterne over for Reuters.

.\\˙ MarketWire

Morten Frederik Heltoft

Tags:  Forex❯