Fredagens internationale avisuddrag med Apple, Ryanair, og bilsnyd

Udgivet den 29-09-2017  |  kl. 08:14  |  

FINANCIAL TIMES (WWW.FT.COM):

TRUMP VIL SLØJFE SKATTEFORDEL

Den amerikanske præsident Donald Trump vil hæve skatten på den løn, som lederne af de amerikanske kapitalfonde modtager. Lønnen bliver beskattet som investeringsafkast, og især Trumps demokratiske kolleger har set den som et skattehul, fordi den tillader kapitalfonds-cheferne at betale en væsentligt lavere skatteprocent end almindelige lønmodtagere. (WHITE HOUSE COMMITS TO ENDING WALL ST TAX LOOPHOLE)

NORDKOREANSKE FIRMAER I KINA SKAL LUKKE

Det kinesiske handelsministerium har beordret alle nordkoreanske firmaer og selvstændige til at sømme brædderne i indenfor tre måneder. Over 80 procent af Nordkoreas handel går via Kina, og det er forventet, at de kinesiske sanktioner vil ramme det nordkoreanske regime hårdt. (NORTH KOREAN COMPANIES ORDERED TO CLOSE IN CHINA)

THERESA MAY KRITISERER LONDONS UBER-FORBUD

I et interview på britisk tv langede den britiske premierminister, Theresa May, ud efter Londons transportmyndighed, der har nægtet at forlænge Ubers tilladelse til at operere i London. Theresa May sagde, at beslutningen "skadede britiske liv", og at hun støttede en løsning, hvor Uber kunne konkurrere på lige vilkår med Londons traditionelle taxaselskaber. (LONDON BAN DISPROPORTIONATE, SAYS THERESA MAY)

PRODUCENTER GØR KLAR TIL RUSSISK BILBOOM

Internationale bilfirmaer som Ford og Mitsubishi har startet svejserobotterne og samlebåndene, efter at det russiske bilmarked har vist lovende tegn. Salget af biler i Rusland er faldet støt siden 2012, men nye salgstal viser en stigning i første halvår af 2017. (CARMAKERS GEAR UP FOR RECOVERY IN RUSSIA)

WALL STREET JOURNAL (WWW.WSJ.COM):

TYSK POLITI ANHOLDER TIDLIGERE VOLKSWAGEN-TOPCHEF

Politiet i den tyske storby München har anholdt Wolfgang Hatz, der indtil 2007 var leder af Volkswagens motorafdeling. Hatz er mistænkt for at have medvirket i omfattende snyd med den software, der målte CO2-udledningen i Volkswagens dieselbiler. (GERMAN POLICE ARREST VOLKSWAGENS FORMER ENGINE CHIEF IN EMISSIONS SCANDAL)

APPLE MED I KØB AF JAPANSK SUPERCHIP

Den japanske elektronikgigant Toshiba har solgt en del af sin hukommelseschip-enhed, i en handel der er vurderet til 17,7 mia. dollar. Toshibas chips bliver brugt i blandt andet computerservere og smartphones, og blandt køberne er Apple og kapitalfonden Bain Capital. (TOSHIBA SIGNS 17,7 BILLION DEAL WITH BAIN-APPLE GROUP TO SELL CHIP UNIT)

KINA SÆTTER FART PÅ PRODUKTION AF ELBILER

Det kinesiske styre vil tvinge landets bilproducenter til at producere langt flere elbiler frem mod 2019. Det kinesiske bilmarked er verdens største, og det er ventet, at udmeldingen vil få store konsekvenser for resten af verdens bilproducenter. (CHINA SENDS A JOLT THROUGH AUTO INDUSTRY WITH PLANS FOR ELECTRIC FUTURE)

THE GUARDIAN (WWW.GUARDIAN.CO.UK):

IKEA KØBER AMERIKANSK HANDYMAN-APP

Møbelgiganten Ikea har købt firmaet bag den amerikanske håndværker-app TaskRabbit. Appen formidler kontakt mellem købere og sælgere af håndværkerydelser, og tanken er, at Ikeas kunder blandt andet skal kunne købe hjælp til at samle møbelfirmaets produkter. (IKEA ENTERS GIG ECONOMY BY BUYING FREELANCE LABOUR FIRM TASKRABBIT)

RYANAIR FÅR KRITIK FOR HÅNDTERING AF AFLYSNINGER

De britiske luftfartsmyndigheder har kritiseret Ryanair for ikke at informere flyselskabets kunder om deres rettigheder i forbindelse med aflysninger. Ifølge et internt memo er Ryanairs kundeservicepersonale blevet bedt om kun at tilbyde passagerer nye flyafgange, hvis prisen ikke overstiger den oprindelige booking tre gange. (RYANAIR ORDERED TO TELL PASSENGERS OF OPTIONS AFTER FLIGHTS CANCELLED)

THE DAILY TELEGRAPH (WWW.TELEGRAPH.CO.UK):

HUSPRISERNE I BRITISKE STORBYER STRYGER I VEJRET

Priserne på fast ejendom i Manchester, Birmingham, og Edinburgh er steget med mellem 6 og 7 procent i løbet af det seneste år. Stigningen står i skarp kontrast til boligmarkedet i London, hvor huspriserne er steget med under to procent i samme periode. (MANCHESTER SOARS AS LONDON RECORDS REAL HOUSE PRICE FALLS)

/ritzau/FINANS

Søren Dahl

Tags:  Newspaper - Internat❯