Fredagens obligationer: Rentefald tiltog i styrke efter jobtal fra USA

Udgivet den 03-05-2024  |  kl. 17:02  |  

Tegn på en mere afdæmpet udvikling på det amerikanske jobmarked udløste fredag eftermiddag rentefald på obligationsmarkederne i USA og Europa - herunder i Danmark.

I forvejen var renterne på det danske obligationsmarked før jobtallene faldet en smule, men de blev sendt yderligere ned efter offentliggørelsen af jobtallene kl. 14.30 dansk tid.

Ved lukketid lå renten på den tiårige danske statsobligation i 2,53 pct., svarende til et fald fra torsdag på 4 basispoint - men et fald på 2 basispoint målt i forhold til niveauet lige før tallenes offentliggørelse.

- Jobrapporten er lidt til den svage side. Det er godt nyt for den amerikanske centralbank som gerne vil se økonomien køle lidt af inden der bliver plads til at sænke renten, siger Allan Sørensen, cheføkonom i Dansk Industri.

Rapporten viste en jobskabelse i USA på 175.000 i april, hvilket var noget under det ventede niveau på 240.000 - og markant under de 315.000, som blev skabt i marts.

- En jobrapport til den bløde side. Og selvom det ikke er en decideret sløj jobskabelse, så er det den svageste i et halvt år. Vi ser også, at renterne falder umiddelbart ovenpå offentliggørelsen af de nye tal. Jobskabelsen er ikke så stor som ventet, ledigheden stiger, og lønstigningerne løjer en smule af, skriver cheføkonom Jeppe Juul Borre fra Arbejdernes Landsbank i en kommentar.

Han forventer, at der er udsigt til 1-2 rentenedsættelser i den sidste del af 2024, "og dagens tal holder døren på klem for det."

.\\˙ MarketWire

Flemming Thestrup Andersen

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Market Close❯