Valuta: Dollar svækkes efter opbremsning i jobskabelsen i USA

Udgivet den 03-05-2024  |  kl. 14:54  |  

Forventningerne til rentenedsættelser i USA fik et nøk op fredag eftermiddag, da den månedlige beskæftigelsesrapport fra de amerikanske myndigheder viste en lavere jobskabelse - og lavere lønstigninger - end ventet.

Efter rapporten er dollar blevet svækket til 1,0800 per euro fra 1,0750 dollar lige før offentliggørelsen klokken 14.30 dansk tid.

- For en gangs skyld skuffer arbejdsmarkedet i USA en anelse. Der blev skabt færre jobs end ventet, arbejdsløsheden steg og lønningerne steg mindre end ventet. Det giver næring til håbet om rentenedsættelser, og renterne i USA pisker ned, siger cheføkonom Søren Kristensen fra Sydbank.

I dansk regning er dollar efter tallet faldet 3 øre til 6,91 kr.

Efter jobrapporten har markedet ifølge rentefutures fremrykket deres forventninger til den første amerikanske rentenedsættelse til september fra november, fremgår det af Bloomberg News.

Hos Sydbank tvivler Søren Kristensen imidlertid fortsat på, at den amerikanske centralbank, som indikeret af Fed-direktørerne kommer til at sænke renten tre gange i 2024.

- Ikke desto mindre trækker en udvikling som i dag i retning af, at man trods alt kan komme dertil, hvor man kan initiere rentenedsættelser i 2024. Det tror vi da også kommer til at ske, men først når Fed har mere vished for, at inflationen har kurs mod de to procent. Derfor skal vi nok hen på den anden side af sommerferien, skriver Søren Kristensen.

.\\˙ MarketWire

Flemming Thestrup Andersen

Tags:  Forex❯