Bavarian Nordic offentliggør delårsregnskab for første kvartal 2024

Udgivet den 08-05-2024  |  kl. 05:37  |  

KØBENHAVN, Danmark, 8. maj 2024 - Bavarian Nordic A/S (OMX: BAVA) offentliggjorde i dag regnskab samt rapporterede på begivenheder for første kvartal 2024.

Omsætningen i første kvartal udgjorde DKK 831 mio. og driftsoverskuddet (EBITDA) var DKK 22 mio.Omsætningen fra travel health steg med 20% til DKK 447 mio. og omsætningen fra public preparedness var DKK 344 mio., hvilket udgør et fald på 59% i forhold til første kvartal 2023. Dette er på linje med selskabets forventninger efter et rekordår i 2023, som følge af mpox-udbruddet. Øvrige indtægter udgjorde DKK 40 mio.De finansielle forventninger til helåret fastholdes med en omsætning på DKK 5.000-5.300 mio. og EBITDA på DKK 1.100-1.350 mio.

DKK mio. Q1 2024 Q1 2023 2024 forventet
Omsætning 831 1.252 5.000 - 5.300
Resultat af primær drift før afskrivninger og nedskrivninger (EBITDA) 22 481 1.100 - 1.350

Administrerende direktør i Bavarian Nordic, Paul Chaplin udtaler: "Vi er glade for at kunne rapportere fortsat stærk performance i vores rejsevaccineforretning, hvilket afspejler markedsvækst og en stærk brandpræstation fra vores førende produktportefølje. I løbet af de næste par måneder vil vi færdiggøre indsendelserne af ansøgningerne til de amerikanske og europæiske sundhedsmyndigheder med henblik på godkendelse af vores chikungunya-vaccine, som vil udgøre et væsentligt, fremtidigt aktiv i vores rejsevaccineforretning ved forventet lancering i 2025. Vi har også succesfuldt lanceret vores mpoxvaccine i USA i april og arbejder sammen med sundhedsudbydere og fortalergrupper for at øge bevidstheden og sikre en bredere adgang til vaccinen for udsatte befolkningsgrupper. Dette vil yderligere diversificere vores forretning inden for public preparedness, i takt med at vi udvider vores ordrer med både eksisterende og nye kunder med henblik på at støtte landenes koppeberedskab efter mpox-udbruddet i 2022-2023. Første kvartal afspejler den sædvanlige sæsonvariation for rejsevacciner kombineret med, at et større antal leverancer af koppe-/mpoxvacciner vil ske hen mod slutningen af året, hvorfor vi fastholder vores forventninger til en omsætning for helåret på DKK 5-5,3 mia."

Begivenheder i første kvartal

I februar meddelte Bavarian Nordic, at Udvalget for Humanmedicinske Lægemidler under Det Europæiske Lægemiddelagentur havde tildelt en fremskyndet vurdering i forbindelse med den kommende ansøgning om markedsføringstilladelse for selskabets vaccinekandidat mod chikungunya, CHIKV VLP. Bavarian Nordic forventer at indsende ansøgningen planmæssigt i første halvår 2024.Bavarian Nordic afholdt kapitalmarkedsdag i februar, og gav i den forbindelse en opdatering vedrørende selskabets forretning og strategi, herunder meddelelse om ophør af selskabets immunonkologi-projekter.I marts modtog Bavarian Nordic godkendelse fra lægemiddelmyndighederne i Schweiz, Swissmedic, af JYNNEOS® (MVA-BN) til aktiv immunisering mod sygdom forårsaget af kopper, mpox og vacciniavirus hos voksne i alderen 18 år og opefter.

Begivenheder efter rapporteringsperioden

I april foretog Bavarian Nordic kommerciel lancering af mpoxvaccinen, JYNNEOS® i USA, hvilket vil bidrage betydelig til at udvide adgangen til JYNNEOS® for udsatte befolkningsgrupper.På generalforsamlingen i april fratrådte Peter Kürstein sin post i bestyrelsen, som han havde været medlem af siden 2012. Som nyt medlem valgtes Montse Montaner, som havde været observatør i bestyrelsen siden november 2023.I april meddelte Bavarian Nordic, at selskabet havde påbegyndt løbende indsendelse af registreringsansøgningen for chikungunya-vaccinen til de amerikanske sundhedsmyndigheder.I april offentligjorde Bavarian Nordic indgåelsen af en kontrakt til værdi af EUR 65 mio. om levering af koppevacciner i 2025 til EU's strategiske beredskabslager, rescEU.

Webcast og telefonkonference
Selskabets ledelse afholder en telefonkonference for investorer og analytikere i dag kl. 14.00 dansk tid for at præsentere delårsregnskabet og besvare eventuelle spørgsmål. Det er muligt at høre en live eller arkiveret webcast af telefonkonferencen via https://bit.ly/bavaQ12024. For at stille spørgsmål, skal der foretages registrering forud for eventet via https://bit.ly/bavaQ12024reg.

Kontakt
Rolf Sass Sørensen, Vice President Investor Relations, rss@bavarian-nordic.com, Tlf. +45 61 77 47 43

Selskabsmeddelelse nr. 12 / 2024

Om Bavarian Nordic
Bavarian Nordic er et fuldt integreret vaccineselskab, der er fokuseret på udvikling, produktion og kommercialisering af livsvigtige vacciner. Vi er globalt førende inden for koppe- og mpox-vacciner, som er blevet udviklet gennem vores mangeårige partnerskab med den amerikanske regering, og har en stærk produktportefølje af rejsevacciner samt vacciner mod endemiske sygdomme. For yderligere information besøg www.bavarian-nordic.com.

Udsagn om fremtiden
Denne meddelelse indeholder fremadrettede udsagn, som er forbundet med risici, usikkerheder og andre faktorer, hvoraf mange er uden for vores kontrol. Dette kan medføre, at faktiske resultater afviger væsentligt fra de resultater, som er omhandlet i ovennævnte fremadrettede udsagn. Fremadrettede udsagn omfatter udsagn vedrørende vores planer, mål, fremtidige begivenheder, præstation og/eller anden information, som ikke er historisk information. Alle fremadrettede udsagn skal udtrykkeligt vurderes i sammenhæng med de forbehold, der er taget eller henvist til i denne erklæring. Vi påtager os ingen forpligtelser til offentligt at opdatere eller revidere udsagn om fremtiden således, at disse afspejler efterfølgende begivenheder eller omstændigheder, undtagen i det omfang dette er foreskrevet ved lov.

Vedhæftet fil

Delårsrapport Q1 2024

\Hugin

Udgivet af: NPinvestordk