Europa/aktier: Sigter mod rekordlukning efter fjerde plusdag i træk

Udgivet den 08-05-2024  |  kl. 14:10  |  

Positive regnskaber er igen onsdag med til at trække de europæiske aktier op. Dermed er den fjerde positive handelsdag i træk målt på den fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks inden for rækkevidde.

Indekset stiger onsdag 0,4 pct. til rekordhøje 516,2

Især de franske aktier er i plus på 0,9 pct. til CAC 40-indekset i Paris, mens FTSE 100-indekset i London og DAX-indekset i Frankfurt løftes henholdsvis 0,3 pct. og 0,4 pct.

På indeksniveau klarer industri- og dagligvarer-aktier sig bedst med stigninger på over 1 pct., mens energi- og ejendomsaktier ligger nederst med fald på henholdsvis 0,3 pct. og 0,7 pct.

SIEMENS ENERGY STRYGER TIL TOPS

Blandt onsdagens mere iøjnefaldende regnskaber træder tyske Siemens Energy frem med et markant plus på 12,6 pct.

Den tyske energikæmpe har fremlagt sit regnskab for andet kvartal, der viste væsentligt bedre takter. For selv om vindmølleforretningen, Siemens Energy, stadig presser indtjeningen med blodrøde tal, står det anderledes positivt til i koncernens gas- og elnetværksforretning. Det har fået Siemens Energy til at opjustere forventningerne til 2024, hvor der nu ventes en vækst i det sammenlignelige salg på 10-12 pct. fra 3-7 pct. og en indtjeningsgrad før særlige poster på mellem minus 1 og plus 1 pct.

Med i toppen af Stoxx 600-indekset er også verdens største bryggeri, belgiske Anheuser-Bush Inbev med et plus på 4,3 pct. som kvittering for et kvartalsoverskud, som slog forventningerne, og som giver bryggeriet anledning til at bekræfte forventningerne for 2024.

Belgiske Umicore stiger 5,5 pct., efter at producenten af sjældne metaller har offentliggjort en aftale om udvinding af geranium i Congo ud af et 10 mio. ton stort bjerg af metal-affald.

Negativt udvikler handlen sig for det østrigske forsyningsselskab Verbund, som har rapporteret et fald på 4,3 pct. i nettooverskuddet til 506 mio. euro forårsaget af lavere energipriser i første kvartal. Aktien taber 4,1 pct.

.\\˙ MarketWire

Henning Lars Nielsen

Tags:  Europa❯  Shares❯  Intraday❯