Obligationer/åbning: Renterne vender til lille stigning efter fire dages fald

Udgivet den 08-05-2024  |  kl. 08:46  |  

De danske statsrenter vender onsdag rundt og kravler igen opad, efter at de foregående fire handelsdage har budt på rentefald.

Ganske vist faldt de amerikanske renter også igen tirsdag, men tilbagegangen var på sit højeste omkring dansk lukketid, inden noget af rentefaldet igen gik i sig selv.

Og det giver et efterslæb til det danske marked onsdag morgen.

Herhjemme faldt den tiårige rente tirsdag med 4 basispoint, men onsdag stiger den med 2 basispoint til 2,47 pct. fra start.

De klare rentefald over de foregående fire handelsdage er kommet efter mindre høgeagtige meldinger end ventet fra den amerikanske centralbank i sidste uge fulgt op af en dårligere end ventet arbejdsmarkedsrapport for april, der kan indikere, at økonomien er på vej ned i gear.

Det har fået investorerne til at øge deres sats på rentenedsættelser fra Federal Reserve.

Onsdag er der ingen nøgletal i kalenderen, som umiddelbart har potentiale til at flytte stort på renterne. Herhjemme er der blevet serveret der tal for industriproduktionen samt handels- og betalingsbalancen, der for alles vedkommende viste tilbagegang i marts, og også fra Tyskland har der været nyt fremme om industriproduktionen.

I Europas største økonomi faldt produktionen i marts lidt mindre, end det ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News var ventet blandt økonomerne.

I USA er de eneste højdepunkter en måling af olielagrene i sidste uge og engroslagrene i marts.

.\\˙ MarketWire

Mikkel Brix Kvols

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Market Open❯