USA/lukning: Beskedent plus trods pres på Nvidia, Tesla og Disney

Udgivet den 08-05-2024  |  kl. 06:32  |  

De amerikanske aktier steg igen let tirsdag, og dermed blev det til den fjerde plusdag i træk med en samlet fremgang på 3,4 pct.

Onsdag morgen indikerer de amerikanske futures små blandede kursudsving i de tre toneangivende aktieindeks på under 0,1 pct., når handlen går i gang i New York senere på dagen.

Tirsdagens fremgang kom, samtidig med at renterne satte sig en smule på trods af salg af store portioner nye statsobligationer igen i denne uge, og selv om der var kursfald til Disney, Nvidia og Tesla.

Det brede S&P 500-indeks steg med 0,1 pct., mens Dow Jones blev løftet i samme omfang, og Nasdaq gik tilbage med 0,1 pct.

- Investorerne sunder sig ovenpå sidste uges jobrapport, som har skabt en lidt mere dueagtig stemning. Men hvad nu, hvis det er en trend med mindre gang i væksten, hvor inflation går ned på bekostning af økonomien? Markedet skal lige tænke sig lidt om. Det er splittet omkring spørgsmålet, om det var et godt datapunkt, siger seniorstrateg i Danske Bank Lars Skovgaard Andersen til MarketWire.

- Fortællingen er nu siden sidste år også gået fra frygt for en recession til forventning om en blød landing, derefter til et scenarie med ingen landing til endnu en gang at have en tro på en blød landing, fortsætter han.

Fremgangen de seneste fire dage er kommet, efter at USA's centralbank, Federal Reserve, og centralbankchef Jerome Powell i onsdags ikke var så høgeagtige som frygtet på trods af tiltagende inflation i årets første tre måneder, og efter at fredagen bød på en svagere jobrapport end ventet, hvilket har nedtonet bekymringen for overophedning.

Markedet har reageret på det ved at øge væddemålene på rentenedsættelser i år, efter at tendensen siden midten af januar ellers er gået den anden vej.

EN GOD HISTORIE

I S&P 500 var råvarer og materialer, der steg mest med 1,2 pct. Fremgangen skyldtes blandt andet forlydender om et bud på International Paper, der vandt 5,2 pct., på 15 mia. dollar fra brasilianske Suzano.

På en tirsdag med blandede signaler var det godt nyt.

- Jeg ser en god historie i markedet. Det er International Paper. Vi får flere og flere signaler fra nogle af dem, som ved, hvordan det går med økonomierne. Inden for råvarer. Jeg har det godt med, at cykliske selskaber synes, det er interessant at gøre opkøb på de her niveauer, siger Lars Skovgaard Andersen.

For vækstsektorernes vedkommende var udviklingen mandag mere blandet med et minus på 0,5 pct. til it og et fald på 0,6 pct. til cyklisk forbrug, mens kommunikationsservice vandt 0,6 pct.

DISNEY FIK HUG

Det var dog Walt Disney, som tiltrak sig det meste af opmærksomheden, da aktien tabte 9,5 pct. Det var hårde kår, for underholdningskoncernen opjusterede faktisk indtjeningsforventningerne efter andet kvartal og meldte ud, at streamingforretningen Disney+ endelig nærmer sig overskud.

Færre betalende kunder end ventet hos streamingflagskibet - 153,6 mio. abonnementer mod konsensus ifølge Bloomberg News på 155,7 mio. kunder - udløste imidlertid den hårde medfart.

NEDTUR FOR PALANTIR

Tirsdag var der også minus til chipkæmpen Nvidia, som mistede 1,7 pct. Ligeledes inden for it vandt Apple, der præsenterede en ny egenudviklet AI-chip, dog frem med 0,4 pct., mens Microsoft satte sig 1,0 pct.

I cyklisk forbrug smed Tesla også 3,8 pct., da myndigederne i USA nu undersøger, om en tilbagekaldelse af mere end 2 mio. biler rent faktisk betød en mere sikker autopilot-software, mens Amazon steg marginalt.

I kommunikationsservice, hvor Disney hører til, trak Alphabet og Meta Platforms derimod op med 1,9 og 0,6 pct.

Uden for S&P 500-indekset var der tirsdag en noget større nedtur til softwareudvikleren Palantir, som smed 15,1 pct. Nedturen kom trods en AI-drevet opjustering, men den nye salgsprognose, som ligger stort set som forudset af analytikerne, noteres som en skuffelse af investorerne.

Det gik derimod modsat for fitness-aktien Peloton, der havde sin storhedstid under coronapandemien, men som siden er gået fra krise til krise. Aktien steg nemlig med 15,5 pct. på grund af spekulationer om, at kapitalfonde muligvis ønsker at overtage selskabet.

.\\˙ MarketWire

Redaktion

Tags:  Market Close❯  Shares❯  USA❯  indblik❯