USA/aktier: Apple står til stor gevinst fra start - jobtal er dagens joker

Udgivet den 03-05-2024  |  kl. 14:00  |  

Der er umiddelbart stigninger i vente, når børserne i USA starter handlen på ugens sidste handelsdag.

Et stærkt regnskab fra Apple torsdag aften bidrager til generel god stemning på markedet, men billedet kan dog ændre sig kl. 14.30, når der kommer amerikanske jobtal for april.

Inden den begivenheder ligger futuren for det brede S&P 500-indeks 0,3 pct. højere, Dow Jones-futuren stiger 0,7 pct., og Nasdaq 100-futuren stiger 0,6 pct.

Torsdag steg de tre indeks 0,9-1,5 pct.

STÆRKE MELDINGER FRA APPLE

Apple er i formarkedet steget næsten 6 pct. efter regnskabet efter slutfløjtet torsdag aften. Solide tal for andet kvartal blev krydret med yderligere aktietilbagekøb for 110 mia. dollar - selskabets største af den slags nogensinde.

- Mange investorer var begyndt at tvivle på, om Apple stadig har det, der skal til for at levere den topvækst, de er blevet vant til i årenes løb, men Apples topchef, Tim Cook, skruede charmen på og gav lettelse til investorerne, siger Josh Gilbert, analytiker hos investeringsplatformen eToro, ifølge Reuters.

Der skete også ting og sager i aktien i biotekkoncernen Amgen torsdag aften, da selskabets topchef, Robert Bradway, på en telekonference i kølvandet af regnskabet for første kvartal udtalte sig positivt om et nyt muligt fedmemiddel.

Det er AMG133, Maritide, som er potentielt injicerbart fedmemiddel og middel til behandling af type 2-diabetes, som Amgen har valgt at fortsætte udviklingen af og nu aktivt planlægger et fase 3-studie for.

Aktien i Amgen lå før kommentarerne noget i minus i eftermarkedet trods en opjustering af helårsprognosen og en lidt bedre end ventet top- såvel som bundlinje - men efterfølgende steg den markant, og fredag i formarkedet ligger den 14 pct. højere.

Det er omvendt noget, der er med til at presse aktierne i danske Novo Nordisk og amerikanske Eli Lilly, som er de to helt dominerende spillere på fedmemarkedet - men kan blive mødt at øget konkurrence i fremtiden.

Eli Lilly falder 1,9 pct., og i København falder Novo Nordisk 3,8 pct.

NEDJUSTERING FRA BOOKINGSITE

Online-bookingselskabet Expedia går derimod en hård dag i møde, efter at det har nedjusteret forventningerne til omsætningen som følge af svækkelse på sin ferieboligside Vrbo.

Expedia, som også rummer brandet Expedia og Hotels.com, venter nu en vækst i omsætningen for hele året på en mellemstort til højt encifret procenttal. Tidligere var der ventet en tocifret vækst.

Expedia ligger 12,3 pct. lavere i formarkedet.

.\\˙ MarketWire

Flemming Thestrup Andersen

Tags:  Preview❯  Shares❯  USA❯