Nordea: Vanskeligt at være superoptimist

Udgivet den 20-02-2009  |  kl. 09:32  |  

Det er vanskeligt at være superoptimist, når man kigger på gårsdagens udvikling på de amerikanske aktiemarkeder, påpeger Nordea i en kommentar.

- Markedsdeltagerne på den anden side af Atlanten forsøgte kortvarigt at lægge an til test af modstandspunktet omkring 800-niveauet på S&P500-indekset, men indekset blev hurtigt forvist til negativ territorium og sluttede dagen af tæt på dagens laveste niveau. Mens det brede S&P500-indeks fortsat har lidt at give af ned til bundniveauerne fra november måned, brød det industritunge Dow Jones-indeks i går de tilsvarende niveauer, skriver Nordea.

Risikoappetitten i markedet er fortsat på kraftig tilbagetog, og Nordea forventer, at de europæiske investorer må belave sig på en opstart i minus.

På nøgletalsfronten er der kun inflationstal på programmet i dag, hvilket umiddelbart ikke bør blive den store trigger i det aktuelle makroøkonomiske klima.

- Retningspilen over dagen er derfor overladt til den generelle markedspsykologi, hvilket ikke nødvendigvis er en god ting i disse dage, skriver Nordea.

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder