Råvarer: Stilhed før nøgletals-storm

Udgivet den 06-01-2014  |  kl. 07:01  |  

Der er forholdsvis stille på de internationale råvaremarkeder mandag morgen. Investorerne afventer ugens mange kommende nøgletal, hvor data fra såvel USA som Kina står for døren. Især den amerikanske arbejdsmarkedsrapport, som offentliggøres fredag er i centrum, da rapporten kan give et fingerpeg om Federal Reserves reduktions-takt af de månedlige obligationsopkøb.

En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster mandag morgen 107,00 dollar mod en pris på 106,95 dollar fredag ved 17-tiden. En tønde af den amerikanske referenceolie, West Texas Intermediate, koster samtidig 94,05 dollar, hvor den fredag eftermiddag stod i 94,50 dollar per tønde.

- Det er en temmelig tung uge for de økonomiske nøgletal. Vi kommer måske til at se lidt positions-afvikling efterfulgt af en "vent-og-se" holdning. Skuffelse over de amerikanske olieproduktions-og lagertal har bidraget til prisfaldet, siger råvareanalytiker Ric Spooner fra CMC Markets i Sydney til Bloomberg News.

Også guldmarkedet ser frem mod de økonomiske nøgletalsdata. Generelt venter analytikerne stigende priser på det ædle metal efter sidste års kraftige prisdyk. 15 analytikere blandt 21 adspurgte forventer stigende guldpris i denne uge, to satser på lavere priser, mens fire holder sig neutrale ifølge Bloomberg News. Det er det højeste antal af pro-guld analytikere siden december 2012.

En troy ounce guld koster mandag morgen 1240 dollar mod 1232 dollar fredag eftermiddag.

På kobbermarkedet er det i første omgang de direkte markedsorienterede data, som trækker markedet. Analytikerne venter på de amerikanske fabriksordrer, der offentliggøres mandag eftermiddag. Gode data kan give prisstigninger i det nuværende miljø, hvor lagerbeholdningerne er på det laveste niveau i lang tid.

De kombinerede kobber-lagre på børserne i London, Shanghai og New York er faldet til det laveste niveau siden november 2012.

Et ton kobber koster mandag morgen 7392 dollar mod 7406 dollar fredag.

/ritzau/FINANS

Flemming Kruhøffer +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk


Seneste nyheder