Fredagens obligationer: Pæne inflationstal gav stort renteløft

Udgivet den 28-02-2014  |  kl. 17:00  |  

Stærke inflationstal fra eurozonen og en flad arbejdsløshed i januar var fredag bag pæne rentestigninger på det danske obligationsmarked. Den danske statsgæld fik desuden bekræftet sin duksestatus hos kreditvurderingsbureauet Fitch, der gentog sin "AAA"-vurdering.

Tendensen med stigende renter bredte sig desuden som ringe i vandet til hele det europæiske kontinent med undtagelse af Grækenland, hvor den 10-årige rente faldt med 6 basispoint.

Forbrugerpriserne i eurozonen steg med 0,8 pct. i februar sammenlignet med samme måned sidste år, og det var en spids mere end ventet blandt økonomerne, der ifølge et estimat fra Bloomberg News havde regnet med en prisstigningstakt på 0,7 pct.

Samtidig steg kerneinflationen med 1,0 pct. sammenlignet med februar sidste år - her var der ventet en stigning på 0,8 pct.

Arbejdsløsheden i euroområdet viste sig uændret høj med 12,0 pct. i januar - men det var helt som ventet blandt økonomerne, og derfor gav det ikke anledning til panderykker ved handlerbordene.

Resultatet blev en rentestigning på 8 basispoint til 1,65 pct. for den toneangivende 10-årige danske statsobligation.

Allerede fra morgenstunden viste det tyske detailsalg sig overraskende stærkt i februar, hvor salget steg med 2,5 pct. fra januar og dermed markant mere end den ventede stigning på 1,0 pct. blandt økonomerne.

I USA leverede Federal Reserves topchef, Janet Yellen, torsdag aften obligationsvenlige kommentarer. Det skete, da hun åbnede for at indstille nedtrapningen af de månedlige obligationsopkøb, hvis de dårlige nøgletal fra USA fortsætter.

Den knap så skråsikre indstilling til afviklingen af Federal Reserves månedlige obligationsopkøb stod i modsætning til den ventede identiske gentagelse af Yellens første orientering til politikerne tidligere på måneden. Men de mange svage økonomiske data, som hidtil er blevet associeret med det dårlige vejr, havde øjensynligt fået Fed-chefen på andre tanker.

/ritzau/FINANS

Mikkel Brix Kvols +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk


Seneste nyheder