Fredgaard 12 mdr.: Før skat 60,3 mio. kr. (55,1 mio. kr.)
København--7. december--NetPosten--Radio- og TV-kæden Fredgaard koncernens resultat før skat blev 60,3 mio. kr. mod 55,1 mio. kr. året før, hvilket svarer til en stigning på 9 pct. Koncernens gode resultat er opnået i et marked, hvor branchen har vanskeligt ved at vise indtjening. Storkonflikten på arbejdsmarkedet i maj måned har påvirket omsætningen negativt. Årets resultat er derfor fuldt tilfredsstillende og svarer til forventningerne.
Resultatet efter skat udgør 49,1 mio. kr. mod 35,7 mio. kr. året før, hvilket er en forbedring på knap 10 pct. i forhold til det oprindeligt forventede.
Af resultatet på 49,1 mio. kr. kan 33,4 mio. kr. henføres til Dan-Aktiv A/S.
Indtægterne på 1.021,8 mio. kr. viser en vækst fra 908,9 mio. kr. i 1996/97, hvilket svarer til en vækst på 12 pct.
Nettoomsætningen på 815,0 mio. kr. er steget 10 pct. i forhold til 740,8 mio. kr. i 1996/97. Omsætningsvæksten hidrører i det væsentlige fra Fredgaard nyåbninger og ombyggede butikker med udvidet salgsareal, ligesom Super radio kæden har fortsat sin vækst.
For koncernen som helhed betyder omsætningsvæksten, at markedsandelen er øget gennem nye placeringer, udbygning af bestående butikker og storbutikkernes tiltrækningskraft.
Branchen har i den tilsvarende periode haft en stagnerede omsætning.
Indtægterne på 206,8 mio. kr. er steget 23 pct. i forhold til året før, hvor indtægterne udgjorde 168,0 mio. kr. Det er finansieringsindtægter, som udgør den væsentligste del af beløbene. Indtægter fra forsikringsordninger er i fortsat vækst.
Lånefinansieringen udbygges fortsat gennem koncernens egne butikker og i tæt samarbejde med andre detailhandlere.
Afskrivninger omfatter lejeapparater, IT-investeringer, butiksnet og rettigheder til lejemål, hvoraf størstedelen vedrører erhvervede Selandia butikker. De samlede afskrivninger udgør 51,2 mio. kr. mod 37,8 mio. kr. året før.
Den samlede debitorholdning udgør 705,1 mio. kr. mod 558,1 mio. kr. i regnskabsåret 1996/97. Stigningen på 147,0 mio. kr. svarende til 26 pct. er udtryk for den væsentlige betydning, som koncernen tillægger sin finansieringsaktivitet.
Der er hensat til forventet tab efter en total vurdering af lånemassen. Risikoen afbalanceres gennem et stort antal lån på gennemsnitlig ca. 8.000 kr. og en gennemsnitsløbetid på omkring to år.
På ophørende serviceordninger er hensættelserne reduceret fra 14,9 mio. kr. til 8,3 mio. kr., som dækker restløbetiden. Nye forsikringsordninger dækkes i forsikringsselskab.
Udbyttet fastsættes til 10 kr. pr. aktie eller 10,1 mio. kr. i alt.
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1187
- næste ›