USA/T-bond: Pause i rentefaldet fredag

Udgivet den 24-05-2019  |  kl. 22:13  |  

De amerikanske renter holdt sig fredag relativt i ro efter et par dage med fald. En bedre stemning hos investorerne løftede aktierne let, og strømmen ind i obligationer aftog.

Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation steg marginalt til 2,32 pct. Dermed endte renten stadig i det laveste niveau siden slutningen af 2017.

Det var samtidig et enkelt basispoint højere, end da det danske obligationsmarked lukkede. Gennem fredagen svingede den tiårige rente beskedent mellem 2,31 og 2,33 pct. Siden fredag i sidste uge er den tiårige rente faldet med 7 basispoint.

Renten på den kortere toårige amerikanske statsobligation steg dog med knap 2 basispunkter til omtrent 2,17 pct.

LAVE RENTER I EN TID

Udviklingen fredag var præget af en lidt bedret stemning efter en del nervøsitet igennem ugen på grund af en skærpet tone i handelskrigen mellem Kina og USA, da USA valgte at sortliste den kinesiske tele- og teknologikæmpe Huawei. Fredag var olien på vandene, at USA's præsident Donald Trump stadig ser mulighed for en hurtig aftale, og at han ifølge Financial Times åbnede op for at medtage "det farlige selskab" Huawei i en handelsaftale.

- Vi kommer til at ligge hernede nogen tid endnu, men med det her billede, må jeg moderere lidt omkring den asymmetriske risiko. Egentlig er der stadig ikke noget i de økonomiske data, som peger på en opbremsning, men retorikken har været skarp. Kommer der en forbrødring, så skal renterne helt sikkert op, men jeg vil se det, før jeg tror det, siger Lars Skovgaard Andersen, seniorstrateg i Danske Bank.

- Nu fik vi dog dårlige data denne fredag. Ligesom PMI-tallene tidligere på ugen skuffede. Og det bekræfter lidt af frygten for, at al den her uro sætter sig i økonomien.

Den amerikanske ordreindgang på varige forbrugsgoder faldt med 2,1 pct. på månedsbasis i april, viste en opgørelse fredag. Det var en negativ overraskelse, da økonomerne ifølge Bloomberg News blot havde forudset et fald på 2,0 pct.

Torsdag kom nyheden om, at de amerikanske indkøbschefer i maj havde et mere pessimistisk syn på aktiviteten i den amerikanske økonomi, end tilfældet var i måneden før. PMI-indekset landede i maj på 50,9 mod 53,0 i måneden før, og både underindekset for industri- og servicesektoren overraskede negativt.

MULIG RENTESÆNKNING

Den korte rente, som er mere følsom over for centralbankens toneangivende rente, steg ganske vist fredag, men i markedet spekulerer investorerne i, at Federal Reserve vil komme med en rentesænkning senere i år - selv om bankens chefer med formand Jerome Powell i spidsen gentagne gange har understreget, at den hverken hælder mod et løft eller en sænkning.

Markedet havde dog ret, da det sidste år spekulerede i, at der i 2019 ikke ville komme renteforhøjelser. Dengang troede Fed selv på to forhøjelser i år, men nu regner Fed-direktørerne med en uændret rente.

- Det er unormalt, at markedet rammer rigtigt. At markedet er foran kurven, er heller ikke godt. Normalt er det centralbankerne, der skal styre showet.

Handelen med fed funds futuren indikerer en sandsynlighed på næsten 79 pct. for en lavere rente til december. Ligesom Donald Trump har krævet det af federal Reserve.

- Trump har ikke kunnet beordre Powell til en lempelig pengepolitik, men Trumps handlinger har tvunget ham til det. Det er ikke vort hovedscenarium, men det er muligt med en rentesænkning senere på året. Skattelettelser er snart ude af økonomien som driver, og får vi flere data, som er dårlige, kan det ikke udelukkes, forklarer Danske Banks seniorstrateg.

/ritzau/FINANS

Sten Blindkilde

Tags:  Bonds❯  Market Close❯  USA❯ 

Seneste nyheder

18:00 Svitzer/Citi: Indleder dækning med "køb"
17:54 Europa/lukning: Kundeservicekoncern toppede i misfornøjet marked
17:35 STG's forventning om vækstopsving i andet kvartal giver fastholdt prognose
17:27 Genmabs bundlinjen bugner efter store finansindtægter - Darzalex sender toplinjen frem
17:04 Torsdagens aktier: Nedtur til Novo og Mærsk på hæsblæsende regnskabsdag med GN i front
17:01 Torsdagens obligationer: Renterne faldt en smule inden vigtigt jobtal fredag
15:40 USA/åbning: Endelig konklusion på Powells kommentarer giver grøn start
14:35 Aktiechef om ISS-fald: Det er gået op for markedet at aktien ikke er en nytårsraket
14:24 USA/tendens: Lettelse at spore efter Powells afvisning af renteforhøjelse
13:15 Valuta: Yen svækkes igen fra styrket niveau efter mistænkt intervention
13:04 Alm. Brand Groups topchef om flot kvartal: Prognosen tipper måske lidt mod den høje ende
12:26 Mærsk-topchef har svært ved at se aktietilbagekøb vende tilbage i år
12:03 Europa/aktier: Powell-kommentarer og regnskaber holder markedet på tæerne
11:48 Obligationer/middag: Renterne siver fortsat frem mod tal fra USA
11:43 Mærsk-topchef kigger stadig på mulighed for at købe DB Schenker
11:37 Aktier/middag: Novo og Mærsk trækker C25 ned trods GN i topform
11:31 Novo går efter endnu en vigtig godkendelse til Wegovy i juli
10:16 Vestas-topchef er "meget komfortabel" med forventningerne efter første kvartal som planalgt
10:12 Havvind hjalp Ørsted til positiv overraskelse i første kvartal
10:11 Novos kassemester: Vi kan virkelig lide hvad vi ser for Wegovy i USA