Aktier/tendens: Genmab i fokus efter godkendelse af kræftmiddel

Udgivet den 22-05-2023  |  kl. 08:20  |  

Genmab er mandag i fokus forud for åbningen, efter at selskabet har løftet sløret for en godkendelse af kræftmidlet Epcoritamab.

Kigges der uden for C25 trækker Intermail opmærksomhed, efter at selskabet fredag nedjusterede sine forventninger til hele 2022/23. Også Asetek er fra morgenstunden under spot med regnskabsaktuelle nyheder.

Når det danske aktiemarked åbner, er der udsigt til en let positiv start på handlen, hvis man kigger mod det tyske DAX-future, som normalt er en god indikation for udviklingen i Europa.

Onsdag før Kristi himmelfartsdag og den forlængede weekend på børsen herhjemme faldt det danske eliteindeks, C25, med 0,5 pct. til 1854,49 efter en dag med meget begrænsede udsving overordnet set.

GENMAB FÅR GODKENDELSE

Genmab har fået godkendt kræftmidlet Epcoritamab, der er udviklet i samarbejde med amerikanske Abbvie, af den amerikanske fødevare- og lægemiddelstyrelse, Food and Drug Administration. Det oplyste selskabet fredag.

Kræftmidlet er godkendt til tredjebehandling af diffust storcelle B-celle-lymfom (DLBCL), og vil blive markedsført under navnet Epkinly.

- Med de data, som er blevet lagt frem, kommer det måske ikke som den helt store overraskelse, at den er blevet godkendt, fortæller Søren Løntoft Hansen, der er senioranalytiker i Sydbank, til MarketWire.

- Jeg venter, at Genmab-aktien vil outperforme det generelle marked moderat. Det er stærke data, man har præsenteret i det her afgørende fase 2-studie, som ligger til grund for godkendelsen, fortsætter han.

Epkinly vil blive markedsført af Genmab i fællesskab med Abbvie i USA og Japan. Det amerikanske selskab vil stå for den øvrige globale kommercialisering. Salget af Epkinly i USA og Japan vil fremgå som omsætning hos Genmab, mens selskabet vil modtage royalties for eventuelle øvrige salg.

Genmabs aktie på børsen i Danmark blev ikke handlet fredag, hvor det danske aktiemarked holdt fri. I USA, hvor medicinalselskabet har en ADR-notering, steg aktien imidlertid 2,4 pct. i den ordinære handel.

INTERMAIL NEDJUSTERER FORVENTNINGER

Intermail nedjusterede fredag sine forventninger til både omsætning og indtjening i regnskabsåret 2022/23.

Selskabet venter nu en omsætning på 122-128 mio. kr. mod tidligere ventet 125-135 mio. kr., og driftsresultatet før af- og nedskrivninger (EBITDA) ses nu blive i intervallet 18-22 mio. kr. mod den tidligere forventning om 22-28 mio. kr.

- Bestyrelsen, direktionen og koncernledelsen oplever fortsat stor interesse for Intermail. I den kommende periode fortsættes med at identificere yderligere muligheder for at accelerere den forretningsmæssige udvikling, skriver Intermail i en meddelelse til fondsbørsen.

Intermail-aktien blev senest handlet tirsdag til en pris på 11,70 kr.

ASETEK MED REGNSKABSNYT

Nordjyske Asetek har mandag morgen fremlagt tal for første kvartal, efter at selskabet debuterede på den danske fondsbørs onsdag før Kristi himmelfart.

I regnskabet fastholdes forventningerne til hele 2023 om en omsætningsvækst på mellem 5 pct. og 15 pct. samt et driftsresultat før renter og skat (EBIT) i niveauet 2-4 mio. kr.

Isoleret set bød første kvartal på marginal fremgang i toplinjen og driften.

Asetek-aktien blev onsdag handlet til kurs 2,80 kr.

KURSMÅLNYT TIL NILFISK

Svenske SEB har sænket sit kursmål for aktien i Nilfisk til 160 kr. fra 170 kr.

Samtidig er den positive anbefaling "køb" dog blevet gentaget, fremgår det af data fra Bloomberg News.

Ændringen kommer på baggrund af et svært skuffende regnskab for første kvartal fra Nilfisk onsdag inden Kristi himmelfartsferien.

Her faldt Nilfisk-aktien med 16,9 pct. til 131,20 kr. som reaktion på regnskabet, der viste fald i omsætningen og driften og for førstnævnte endte lavere end ventet.

Modsat står det til hos Pandora, som har fået hævet sit kursmål en anelse hos svenske Carnegie.

Kursmålet er hævet til 840 kr. fra 825 kr., mens anbefalingen fastholdes i positive "køb" ifølge Bloomberg News.

Onsdag steg aktien i Pandora med 0,2 pct. til 597,20 kr.

.\\˙ MarketWire

Amalie Dinesen

Tags:  Danmark❯  Preview❯  Shares❯  indblik❯ 

Seneste nyheder

17:54 Europa/lukning: Uønsket konkurrence pressede Delivery Hero i positivt marked
17:49 Porsches indtjening ramt af sløjt salg i Kina og opdaterede modeller
17:06 Fredagens obligationer: Luften gik af renteballonen efter inflationstal
17:05 Fredagens aktier: Mærsk sejlede forrest i lettet C25 efter inflationstal
16:29 Novos ugentlige insulin skal vurderes i USA 24. maj
16:01 USA: Michigan-indekset blev revideret ned i endelig opgørelse for april
15:35 USA/åbning: Positive regnskaber tager igen fokus efter fastholdt inflation
15:26 Tesla igen i myndighedernes søgelys: Undersøger tilbagekaldelse af 2 mio. biler
14:45 Lille aktielettelse efter uændret amerikansk kerneinflation
14:44 Valuta: Svækket yen skaber bekymring - dollar holder stand efter inflationstal
14:33 USA: Privatforbruget steg mere end ventet i marts
14:32 USA: Kerneinflation holdt niveau i marts
14:17 Aktivistinvestor øger aktiepost i ombejlede Anglo-American
13:50 USA/tendens: Stærke regnskaber fra Microsoft og Alphabet løfter humøret
13:47 Amerikanske oliekæmper falder i formarkedet efter skuffende regnskaber
13:03 Shape Robotics sikrer sig ordre på 224 mio. kr.
12:32 Coloplast er overbevist om at sårplejeprodukter lever op til nye tilskudskrav i USA
12:26 Boozt-direktør ser solskin forude efter udfordrende start på året
12:18 Europa/aktier: Thyssenkrupp topper grønt marked efter håndsrækning fra milliardær
12:04 Obligationer/middag: Renten siver fortsat inden vigtige amerikanske inflationstal