Aktier/tendens: Ørsted kommer under lup med nye mål i negativt marked

Udgivet den 08-06-2023  |  kl. 08:19  |  

Ørsted kommer torsdag under lup frem mod en forventeligt let negativ start på handlen med danske aktier.

Energiselskabet er vært for en kapitalmarkedsdag i London, og inden da har det præsenteret nye og højere mål for investeringerne og indtjeningen frem mod 2030.

Det sker i et let surt marked, der blev forstyrret af endnu en overraskende renteforhøjelse onsdag, hvor Bank of Canada mod forventning skruede op for sin styringsrente - blot dagen efter at Reserve Bank of Australia havde gjort det samme.

Det vendte udviklingen på det amerikanske aktiemarked, hvor det endte med fald i to af tre ledende indeks efter en ellers let positiv start.

De pludselige renteløft har nemlig igen sendt renteforventningerne til både den amerikanske centralbank og Den Europæiske Centralbank (ECB) i vejret.

- Renteforhøjelserne fra Canada og Australien mindede investorerne om risikoen for, at centralbankerne ikke er færdige med at hæve renten, og med rentemøder i både Federal Reserve og ECB i næste uge gav det noget nervøsitet, skriver Kim Fæster, der er chefanalytiker hos Jyske Bank, i en kommentar torsdag morgen.

Onsdag faldt C25-indekset med 0,7 pct. til 1825,17 efter et plus på 1,1 pct. tirsdag.

ØRSTED SER ENORMT POTENTIALE FOR VEDVARENDE ENERGI

Energiselskabet Ørsted har før torsdagens kapitalmarkedsdag i London fremsat nye langsigtede mål, der peger på en større vækst i indtjeningen end tidligere.

Ørsted regner nu med, at den samlede driftsindtjening før af- og nedskrivninger (EBITDA) for hele koncernen vil ligge på 50-55 mia. kr. i 2030, hvilket vil svare til en gennemsnitlig årlig indtjeningsvækst på 14 pct.

Tilbage i juni 2021, da Ørsted senest meldte langsigtede mål ud, var ambitionen et driftsoverskud på 35-40 mia. kr. i 2027, hvilket i den periode svarede til en årlig indtjeningsvækst i omegnen af 12 pct.

Desuden ses investeringerne frem til 2030 at løbe op i 475 mia. kr., mens der for perioden 2020-2027 er udsigt til investeringer på 380 mia. kr. mod tidligere udmeldte 350 mia. kr.

Ørsted holder samtidig fast i sit mål om at have opstillet vedvarende energi med en samlet kapacitet på 50 gigawatt (GW) før udgangen af 2030.

- I de to år siden den seneste kapitalmarkedsdag i 2021 er hidtil uset politisk medvind fremkommet, så som den transformerende støtte i den amerikanske Inflation Reduction Act og Net Zeo Industry Act i EU. Det resulterende vækstpotentiale for sektoren for vedvarende energi har aldrig været større, skriver Ørsted.

Energiaktien sluttede onsdag 2,8 pct. lavere i 603 kr.

BANKER FORTSAT UNDER LUP

Danske Bank var onsdagens store stjerne på det danske marked med sin stigning på 8 pct. til 160,65 kr. efter et sæt nye og klart bedre end ventede mål for egenkapitalforrentningen og omkostningsprocenten samt løfter om store udbytter i de kommende år.

Samtidig ser tendensen til stigende markedsrenter ud til at fortsætte, og det giver et naturligt fortsat fokus på banken og dens kollegaer.

Danske Bank kan desuden efter onsdagens udmeldinger glæde sig over løftede kursmål hos både UBS, DNB og Jyske Bank.

Onsdag blev Jyske Bank trukket med op med en stigning på 3 pct. til 519 kr., Nordea steg med 1,8 pct. til 72,40 kr., og Sydbank lagde 2,6 pct. til værdien og sluttede i 313,40 kr.

ASETEK LEVERER MASSIV OPJUSTERING

Blandt de mindre papirer er der opmærksomhed til fondsbørsens nyeste navn, Asetek, der sent onsdag leverede en gedigen opjustering af forventningerne.

Asetek regner nu med en vækst i omsætningen på 25-35 pct. i år sammenlignet med 2022, mens buddet tidligere var på en fremgang på 5-15 pct.

Desuden ses driftsindtjeningen ende i 5-7 mio. dollar mod oprindeligt 2-4 mio. dollar.

Aktien, der blev noteret i København i maj, endte onsdag 1,2 pct. lavere i 3,38 kr.

Luftfartsselskabet SAS kan desuden få lidt opmærksomhed, når det er aktuelt med sine trafiktal for maj ud på formiddagen.

SAS steg onsdag 6,2 pct. til 0,22 kr.

.\\˙ MarketWire

Mikkel Brix Kvols

Tags:  Danmark❯  Preview❯  Shares❯  indblik❯ 

Seneste nyheder

17:48 Europa/lukning: Danske og britiske selskaber i fokus på rød dag - Demant i bund
17:04 Onsdagens aktier: Bankerne og Pandora klarede frisag på dag inden regnskabsstorm
17:00 Onsdagens obligationer: Handlerne vågner op til melding fra Federal Reserve
16:39 Amerikanske råolielagre steg overraskende i sidste uge
16:03 Færre ledige stilliger på det amerikanske jobmarked i marts
15:47 Svitzer-topledelse køber aktier for samlet 2,9 mio. kr.
15:39 USA/åbning: Pfizer i optur på opjustering i blandet start på rentemødedag
15:36 Amerikansk apotekerkæde banker ned med 19 pct. efter nedjustering
15:06 Estee Lauder står til dyk efter forventning om lavere salg
14:34 Stærk amerikansk beskæftigelsesrapport i april - byggesten til fastholdt rente
13:45 Valuta: Dollar i stærkeste niveau siden november forud for rentemelding
13:28 USA/tendens: Pfizer i fokus efter opjustering på ellers afventende dag
13:04 Novos Ozempic og Rybelsus bliver mindre tilgængeligt i Danmark
12:58 Pfizer opjusterer indtjeningsforventningerne efter stærkt første kvartal
12:28 Spansk storbank klar med bud på rival - tilbyder præmie på 30 pct.
12:08 Europa/aktier: Sydbank i toppen af ferietynd handel - Novo synker mod bunden
11:47 Aktier/middag: Banker trækker op på stille og sur dag
11:41 Sydbank-topchef om Coop Bank: "Vi kigger på alt hvad der er på markedet"
11:23 Sydbank/CEO: Øvrige basisindtægter på øget udlån kompenserer for rentepres
10:10 Bitcoin rammer laveste niveau i to måneder