Europa/aktier: Britisk onlinesupermarked topper - Bavarian er agterlanterne

Udgivet den 24-07-2023  |  kl. 12:39  |  

Britiske Ocado har mandag eftermiddag lagt sig i spidsen af det europæiske marked, efter at onlinesupermarkedsselskabet har indgået et forlig med norske Autostore.

Det brede fælleseuropæiske indeks Stoxx 600 går ved 12.15-tiden frem med 0,2 pct. Nederst i indekset agerer Bavarian Nordic "lanterne rouge", efter at vaccineproducenten har måttet skrinlægge sin RSV-vaccine efter et fejlslagent fase 3-studie.

Forliget mellem Ocado og Autostore omhandler krænkelser af patenter på et automatisk lagersystem, og Autostore betaler Ocado Group 200 mio. pund i forbindelse med forliget.

Ocado stiger ved middagstid 10,5 pct. til 759 pence, mens Autostore bakker 1,3 pct. til 23,77 norske kr.

Også britiske Vodafone har indtaget toppen af Stoxx 600, efter at teleselskabet har fremvist pæn vækst i første kvartal af den forskudte regnskabsperioden 2023/24.

Den organiske vækst endte i kvartalet på 3,7 pct. mod ventet 2,9 pct. Det belønnes af investorerne, der sender aktien op med 4,4 pct. til 76,74 pence.

I rødt ligger hollandske Philips trods et bedre andet kvartal end ventet og en opjustering af forventningerne. Til gengæld aftog ordreindgangen endnu en gang, påpeger flere analytikere ifølge Bloomberg News.

Aktien dykker 4,5 pct. til 19,88 euro.

Helt i bunden af Stoxx 600 repræsenteres Danmark af Bavarian Nordic, der mandag har meddelt, at man har droppet sin vaccine mod RS-virus efter et fejlslagent fase 3-studie.

Det har kastet flere skårede kursmål og en sænket anbefaling af sig.

Vaccineproducentens aktie dratter 22,2 pct. til 148,10 kr.

.\\˙ MarketWire

Morten Frederik Heltoft

Tags:  Europa❯  Shares❯  Intraday❯ 

Seneste nyheder