Europa/lukning: Europæiske flyaktier faldt på lavere anbefalinger i rødt Europa

Udgivet den 07-12-2023  |  kl. 17:53  |  

De europæiske flyaktier dykkede torsdag, hvor det amerikanske finanshus JPMorgan havde set nærmere på flere af selskaberne og uddelt lavere anbefalinger.

Det gik ud over rejseaktierne og rejsesektoren, der blev sendt ned i det fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks, der endte dagen med et fald på 0,3 pct.

Det er Air France-KLM, Lufthansa og IAG, der alle har været under lup hos JPMorgan, skriver Bloomberg News.

Air France-KLM og Lufthansa blev sænket to nøk til anbefalingen "undervægt" mod tidligere "overvægt". IAG, der blandt andet ejer British Airways, blev sat et enkelt hak ned til "undervægt" fra "neutral".

Der henvises ifølge mediet til, at lavere marginer og højere brændstofomkostninger kan betyde, at enhedsindtægterne ikke vil stige.

Aktien hos Air France-KLM faldt mest med et minus på 3,1 pct., mens Lufthansas aktie smed 2,0 pct. og IAG bakkede 2,4 pct.

Aktierne i det britiske energi-infrastrukturselskab Smart Metering Systems skød samtidig i vejret, efter at den amerikanske kapitalfond KKR har budt 1,3 mia. pund - svarende til 11,3 mia. kr - for at købe selskabet.

Smart Metering Systems-aktien steg 41,2 pct. til 960 pence på børsen i London.

Dermed gik kursen forbi transaktionsværdien, der lyder på 955 pence per aktie og svarer til en præmie på 40,4 pct. over onsdagens lukkekurs i 680 pence.

.\\˙ MarketWire

Trine Vestergaard

Tags:  Europa❯  Market Close❯  Shares❯ 

Seneste nyheder