Ørsted kan sætte punktum for annus horribilis og håber på genstart i det nye år

Udgivet den 29-12-2023  |  kl. 12:10  |  
Arkiv: Foto

Ingen aktie i C25-indekset har klaret sig værre end Ørsted i 2023, hvor aktionærerne har måtte se energikæmpen falde 40,7 pct. siden årets start.

En ubehagelig cocktail af høje renter, forsinkelser og fordyrelser i forsyningskæderne samt sværere end ventede forhandlinger med de amerikanske myndigheder kostede en gigantisk nedskrivning på 28,4 mia. kr. i tredje kvartal - med risiko for yderligere hensættelser på 8-11 mia. kr. i fjerde kvartal.

De amerikanske projekter Ocean Wind 1 og 2 blevet skrinlagt, mens fremtidsudsigterne for projekterne Sunrise Wind og Skipjack er usikre.

Det fik efterfølgende flere af de toneangivende kreditbureauer til at sænke udsigterne for Ørsteds kreditvurdering. En god vurdering - den såkaldte investment grade - er essentiel for, at Ørsted fortsat har adgang til billig kapital, der er nødvendig for at kunne investere de mange milliarder i nye havvindparker.

De mange problemer kostede i sidste ende jobbet for både finansdirektøren og driftsdirektøren.

Nu venter markedet i spænding på en opdatering af strategien og nyt om den videre færd frem, når Ørsted i starten af det nye 2024 lukker bøgerne for et særdeles udfordrende år.

SPÆNDING OM NY STRATEGI

Ørsted har varslet, at den nye strategi vil blive præsentere "ikke senere end ved regnskabet for fjerde kvartal".

Indtil videre er Ørsteds mål fortsat at investere 475 mia. kr. frem mod 2030 og at øge det årlige udbytte frem mod 2026 med høj encifret pct.vækst og fra 2026-30 med "midt-encifret" pct. vækst.

Men analytikerne venter over en bred kam, at Ørsted vil præsenterer en mindre ambitiøs investeringsstrategi og lavere udbytte til aktionærerne.

Hos Danske Bank er forventningen, at Ørsted vil suspendere udbyttebetalingen og droppe den videre udvikling af Sunrise Wind og Skipjack.

Også norske DNB venter, at Ørsted vil skrue ned for udbyttet. Det ventes dog ikke, at Ørsted vil få brug for en kapitalforhøjelse - et scenarie der ellers har hængt over hovedet på Ørsted siden nedskrivningen.

- Vores udgangspunkt er, at Ørsted har andre håndtag at skrue på end at rejse egenkapital for at øge likviditeten tilstrækkeligt til at opretholde sin kreditrating. Det er blandt andet farm-downs - salg af aktiver, en lavere og mere realistisk vækstbane og potentielt lavere udbytter, skriver DNB's analytikere.

Det, vurderer DNB, vil være nok til at afholde bureauerne fra at sænke Ørsteds kreditvurdering.

Men set i lyset af finansdirektøren og driftsdirektørens afgang i november vurderer den britiske storbank Barclays, at strategien kan blive udskudt.

- Der er tydeligvis et informationsudvekslingsproblem i Ørsted efter vores vurdering, og ledelsen er nødt til at være sikker på, at den har modtaget og forstået de korrekte data rigtigt, skriver Barclays.

Det tager ifølge banken tid for en ny finansdirektør at tiltræde og være i stand til at træffe beslutninger, mens Ørsteds hovedaktionær - den danske stat - også skal bruge tid på at godkende en eventuel kapitalomlægning, og selskabets økonomi skal gås efter i sømmene af de konsulenter, der er hyret ind.

Det kan dermed betyde, at planen ikke ligger klar til regnskabsdagen, konkluderer Barclays.

Det vil i så fald være endnu et slag til aktien - og måske også tilkreditvurderingen, hvor bureauerne har betonet vigtigheden af, at få klarhed over de mellem- og langsigtede ambitioner.

MULIGT TØBRUD I VENTE

Det kommende år tegner dog til at blive en anelse lysere for Ørsted. Renterne er faldet støt - særligt efter at den amerikanske centralbank på sit seneste møde lagde i kakkelovnen til rentenedsættelser i 2024. Aktien har allerede taget forskud på glæderne og er i december steget over 12 pct.

De faldende renter gør det alt andet end lige billigere for Ørsted at finansiere sine projekter, og samtidig har de seneste måneder budt på nye og mere forsonlige toner fra politikerne, når det gælder elafregningspriserne og skatterabatter.

I Storbritannien, hvor Ørsted nu har truffet den endelige investeringsbeslutning om det kæmpemæssige Hornsea 3-projekt, er der lagt op til en ny skattarabat på virksomhedsinvesteringer, mens det også er blevet besluttet at hæve loftet for afregningspriser i den kommende udbudsrunde for havvind, AR6, med 66 pct.

I USA har delstaten New York sat gang i en ny lynauktion, hvor flere udviklere - heriblandt Ørsted - får mulighed for at komme med genbud, efter at de ellers har fået afslag på at få forbedrede elsalgsaftaler.

Det amerikanske finanshus Citi placerede da også Ørsted på sin tremåneders positivliste i slutningen af november, hvor analytiker Jenny Ping så flere potentielle positive katalysatorer - heriblandt den endelige investeringsbeslutning om Hornsea 3-projektet.

.\\˙ MarketWire

Christian Iversen Kielberg

Tags:  Shares❯ 

Seneste nyheder

17:51 Europa/aktier: Kæmpe stigning til tysk madleveringstjeneste
17:31 USA hæver told på kinesisk import som elbiler og stål
17:09 Tirsdagens aktier: Genmab til tops på Novo-forsøgsdata i svagt positivt C25
17:01 Tirsdagens obligationer: Rentehop op til vigtige tal onsdag
16:43 Amerikansk centralbankchef holder rentenedsættelse ud i strakt arm
15:49 USA/åbning: Positiv åbning - meme-aktier hamrer fortsat op
15:42 Tørlastindeks falder 3,5 pct. til 1993 point
15:29 Unibrew-topchef efter kritik af flad indtjening: Vi har måske kommunikeret for meget
14:48 Rovsing melder om højere omsætning og drift efter større robusthed
14:48 USA/tendens: Pilen peger nedad efter prisrapport
14:47 Vestjysk Banks overskud stiger med 36 pct. - erhvervskunder og højt renteniveau bag vækst
14:33 Amerikanske producentpriser steg mere end ventet på månedsbasis i april
14:29 Valuta: Britisk centralbanks cheføkonom ser mulig rentenedsættelse til sommer
13:56 Dantax øger bundlinje og omsætning i regnskabsårets første tre kvartaler
12:08 Europa/aktier: Damp under tysk madleveringstjeneste i tilbageholdende marked
11:45 Obligationer/middag: Urolig rente frem mod amerikanske inflationstal
11:32 Aktier/middag: Genmab i hopla på Novo-data - Ambu ramt af gevinsthjemtagning
11:25 Novos potentielle blødermedicin er stærkt konkurrencedygtig mener amerikansk storbank
10:42 Meme-aktierne Gamestop og AMC ser ud til at fortsætte opturen
09:48 Svitzer får tirsdagens tredje købsanbefaling