Novo kan stå over for ny rival til Wegovy: Absolut konkurrencedygtigt, mener Sydbank

Udgivet den 27-02-2024  |  kl. 15:22  |  
Arkiv: Foto

Novo Nordisk og amerikanske Eli Lilly er tirsdag presset i defensiven på børserne, efter at det lille amerikanske biotekselskab Viking Therapeutics har offentliggjort spændende vægttabsdata for lægemiddelkandidaten, VK2735, til behandling af svær overvægt.

Vægttabet er i den højeste dosisudgave på over 14 pct. efter 13 uger, og det er absolut konkurrencedygtigt med de data, Novo og Lilly tidligere har vist.

Det vurderer analytiker i Sydbank, Søren Løntoft Hansen, der dog også mener, at tirsdagens kursfald i Novo og Lilly måske er lidt for voldsomme.

Novo falder 2,6 pct. til 822,50 kr., mens Lilly dykker knap 2 pct. i formarkedet. Modsat stiger Viking Therapeutics med 80 pct.

Men tilbage til vægttabsdata fra Vikings fase 2-studie. De viser, at patienter, der modtog ugentlige doser af VK2735, opnåede statistisk signifikante reduktioner i gennemsnitlig kropsvægt efter 13 uger på 14,7 pct. i den højeste dosis.

Og selv om man skal være endda meget varsom med at sammenligne på tværs af studier, ser det absolut konkurrencedygtigt ud, når der sammenlignes med Eli Lillys Zepbound og Novos kommende vægttabshåb Cagrisema, der nok er de vægttabsmidler, der hidtil har vist størst effekt.

- Umiddelbart er det noget bedre end Lillys Tirzepatid (Zepbound, red.), hvis vi ser på fase 3-dataene og kurven efter sådan cirka 13 uger.

- Og egentlig også i forhold til Cagrisema, der efter 20 uger, viste et vægttab på 17 pct. Så knap 15 pct. efter 13 uger ligner alt andet lige nogle stærke data og absolut et konkurrencedygtigt produkt, siger Søren Løntoft Hansen.

ÅR VÆK FRA MARKEDET

Han mener dog også, at der er mange andre faktorer, ud over den vægtreducerende effekt, der vil afgøre, om Vikings lægemiddel potentielt får succes.

- Det handler om, hvilken effekt, der er på fedmerelaterede sygdomme. Og så må jeg også bare sige, at sådan noget som forsyningskæder også bliver en meget vigtig konkurrenceparameter, siger Sydbank-analytikeren.

Herhjemme har Novo alene i år varslet investeringer på 45 mia. kr. i nye fabrikker ud over købet af tre fyldefabrikker fra Catalent i en handel til over 75 mia. kr. Det sker blandt andet som konsekvens af, at Novo har haft særdeles svært ved at følge med efterspørgslen efter sit nyeste vægttabsmiddel Wegovy.

Et andet og mindre problem for Viking Therapeutics er, at selskabet ikke har nogen partner.

- Men baseret på det, Viking har offentliggjort i dag, er man nok ikke ringere stillet i forhold til at få det, siger Søren Løntoft Hansen.

Han vurderer, at Vikings lægemiddel vil kunne komme på markedet i 2027 eller 2028.

- Så det er stærke data, og det bliver spændende at følge fremadrettet. Men jeg synes måske også, at det er en lidt voldsom kursreaktion, vi ser i Novo og Lilly, på noget der ligger så langt ude i fremtiden.

- Konkurrencen på fedmemarkedet handler jo ikke kun om, hvilket middel man kan tabe sig mest på. Det er selvfølgelig også en afgørende faktor, men det handler også om, hvilken effekt det har på kredsløbet. Desuden er hele forsyningskæden en væsentlig konkurrencemæssig parameter, siger Søren Løntoft Hansen.

.\\˙ MarketWire

Jakob Dalskov

Tags:  Shares❯ 

Seneste nyheder

17:50 Apple ventes sigtet i EU under lovgivning mod Big Tech
17:49 Europa/lukning: Bøllebank til franske og italienske aktier i dybrødt marked
17:27 Novo Nordisk finder ny chef for investor relations fra egne rækker
17:05 Fredagens aktier: Novo i rekord holdt større nedtur fra døren
17:00 Fredagens obligationer: Renterne rasede ned i riskoaverst marked
16:33 ECB's Lagarde: Vejen mod disinflation i eurozonen vil være bumpet
15:39 USA/åbning: Adobe svæver over rødt marked efter opjustering
15:36 USA/tendens: Adobe går mod rød strøm efter stærkt regnskab og opjustering
15:35 Valuta: Investorerne søger ly for politisk usikkerhed i sikre havne
15:35 Europa/aktier: Bekymret marked styrer mod værste uge siden oktober - franske banker i bund
15:35 Aktier/middag: Mærsk og Zealand holder sig oven vande på rød dag med faldende renter
15:35 Obligationer/middag: Renten siver efter hæsblæsende uge
09:45 Vestas får sat underskrifter på kæmpe havmølleordre på 660 megawatt
09:41 Obligationer/åbning: Dramatisk renteuge byder på nye rentefald fredag
09:39 Jyske Bank: Motorskader lægger pres på forsikrigsselskabernes erstatningsprocent
09:38 Vestas får sat underskrifter på kæmpe havmølleordre på 660 megawatt
09:23 Aktier/åbning: Mærsk og Zealand tager toppen på grøn fredag
09:06 Mærsk kan se spotraterne accelerere - steg 6,1 pct. i denne uge
08:59 Bank of Japans topchef ser betydelig reduktion i obligationsopkøb
08:50 Britisk supermarkedskæde leverer midt encifret salgsvækst