Aktier/åbning: Novo og Novonesis indtager bunden af ellers helt grønt C25

Udgivet den 21-03-2024  |  kl. 09:13  |  
Arkiv: Foto

Novo Nordisk og Novonesis er de eneste danske eliteaktier i rødt torsdag morgen, hvor det danske marked har godt med fart på oven på en positiv modtagelse af meldingerne fra den amerikanske centralbank onsdag aften.

Her fastholdt Federal Reserve sin ledende rente og sin prognose om, at der vil komme tre rentenedsættelser i løbet af 2024.

Så selv om centralbanken faktisk samtidig skar en enkelt nedsættelse af sin prognose for næste år, kunne markedet ånde lettet op oven på en række nøgletal, der har vist besvær med at få inflationen banket helt ned mod målsætningen.

- Der er altså tale om en stramning i forhold til sidste rentemøde, idet forventningerne til rentenedsættelser er reduceret, men formentlig havde markedet forventet en endnu klarere stramning, lyder vurderingen fra Danske Banks cheføkonom, Las Olsen.

I hvert fald har markedet ifølge handlen med rentefutures øget sin tro på en rentenedsættelse i juni til knap 70 pct. efter mødet mod kun godt 50 pct. inden.

Og i USA endte alle tre ledende aktieindeks onsdag i rekord, og fra start torsdag stiger det danske C25-indeks med 0,6 pct. til 1952,42. Det er fjerde børsdag på stribe, at eliteindekset stiger.

NOVONESIS PARAT MED PROGNOSE FOR SAMLET KONCERN

Fusionsselskabet Novonesis - en sammenslutning af Novozymes og Chr. Hansen Holding - har torsdag morgen løftet sløret for sine forventninger til den samlede koncern i 2024.

Derudover der blevet lagt proforma-regnskabstal frem.

Novonesis venter i år en organisk vækst på 5-7 pct. og en justeret driftsmargin (EBITDA) på omkring 35 pct.

I 2023 blev den organiske vækst ifølge Novonesis' proforma-tal 7 pct., mens den justerede EBITDA-margin var 33,8 pct.

Investorerne virker småskeptiske, og aktien falder med 0,6 pct. til 417 kr.

PRES PÅ NOVO KAN DÆMPE FESTEN

For Novo Nordisk har det effekt, at Kongressen i USA's budgetkontor, Congressional Budget Office, har givet nedslående meldinger efter en gennemgang af overvejelserne ved at yde tilskud til vægttabsmidler.

Budgetkontoret vurderer ifølge Bloomberg News, at brugen af fedmemidler vil koste mere, end de vil spare myndighederne. Med andre ord vil tilskud give anledning til et endnu større underskud på budgetterne.

Novo-aktien falder med 1,5 pct. til 888,70 kr. fra start.

Hos medicinalkollegaen Lundbeck er der en anelse teknisk pres på torsdag, hvor retten til et udbytte på 0,70 kr. per aktie fragår.

Lundbecks B-aktie falder dog lidt mindre - med 0,28 kr. - eller 0,8 pct. - til 33,00 kr.

UDBYTTEREGN OG REGNSKABER BLANDT MINDRE SELSKABER

I den mindre afdeling er der også masser af nyt i løbet af torsdagen.

Først og fremmest fragår retten til udbytte i en række mindre banker - nemlig Grønlandsbanken, Kreditbanken, Nordfyns Bank og Møns Bank - og også hos byggevaregrossisten A&O Johansen.

Det lægger teknisk pres på de aktier, der alle sammen falder - undtagen Kreditbanken, som endnu ikke er handlet torsdag.

Derudover skyller de sidste årsregnskaber stadig ind, og torsdag kommer indslagene fra SP Group og Firstfarms.

Førstnævnte stiger med 1,8 pct. til 186 kr. efter sit regnskab, der viste tilbagegang i 2023, men samtidig peger på en forventning om pæn omsætningsvækst i år.

Firstfarms, der endnu ikke har afleveret sit regnskab, stiger med 1,3 pct. til 80,00 kr.

Fodboldklubben AaB løftes desuden med 1,3 pct. til 45,40 kr. efter meldingen om, at den vil sælge nye aktier rettet mod den tyske hovedaktionær Sports Strategy Excellence 22, som efterfølgende vil sidde på aktiemajoriteten i AaB.

.\\˙ MarketWire

Mikkel Brix Kvols

Tags:  Danmark❯  Market Open❯  Shares❯ 

Seneste nyheder

17:54 Europa/lukning: Volkswagen holdt Tyskland tilbage på ellers grøn aktiedag
17:04 Torsdagens aktier: Ørsted-comeback og løftede anbefalinger trak C25 frem
17:02 Amerikanske råolielagre dykkede mere end ventet i sidste uge
17:00 Torsdagens obligationer: Rolige renter før vigtige inflationsopgørelser fredag
16:33 Novo supersællert kan vinde endnu større udbredelse oven på studie i nyreskadede, mener storbank
16:01 USA: Antallet af igangværende bolighandler faldt tungt i april
15:42 USA/åbning: Foot Locker til vejrs og Salesforce til bunds i let negativ start
14:31 USA: BNP-væksten som ventet i første kvartal - forbrug og inflation lidt under det ventede
14:27 Goldman spår aktiefesten ebber ud på grund af høje markedsrenter
14:25 USA/tendens: Detailselskaber sendes i top og bund af negativt marked før starten
13:58 ALK har søgt om godkendelse af tablet mod træpollenallergi i børn og unge
13:44 Bavarian får 45 mio. kr. i støtte til forsøg med mpox-vaccine til afrikanske børn
13:36 Valuta: Yen vender rundt efter klare svækkelser mod centralbanks smertetærskel
12:41 Novos Ozempic er treer på listen over verdens største sællerter sidste år
12:37 Europa/aktier: VW holder DAX-indekset tilbage i ellers lysegrønt marked
12:06 Obligationer/middag: Renterne kører sidelæns før fredagens vigtige inflationstal
11:38 Aktier/middag: Banker, Mærsk og Novo trækker godt op i grønt C25
11:15 Historisk lav arbejdsløshed: "Europæisk økonomi lægger an til blød landing"
11:09 Novo får købsanbefaling hos Goldman Sachs: Ser potentiale i kommende vægttabsmidler
11:01 Eurozonen: Økonomisk tillid steg en spids mindre end ventet i maj