Økonomer: Nedkølet jobmarked bør afholde Federal Reserve fra flere renteløft

Udgivet den 01-08-2023  |  kl. 15:04  |  

Hvor den amerikanske centralbank, Federal Reserve, og øverste chef Jerome Powell holder døren på klem for et renteløft i september, peger analytikerkorpset næsten enstemmigt på en ny pause i september.

Det skriver Bloomberg News.

Beslutningstagerne i Federal Reserves pengepolitiske komité, FOMC, får i denne uge nyt om tilstanden på det amerikanske arbejdsmarked. Her er ventet en afmatning i antallet af ledige stillinger, en let stigning i antallet af nytilmeldte ledige og et betydeligt fald i jobskabelsen i den private sektor i USA.

For sidstnævnte ventes jobskabelsen i juli at være aftaget til 190.000 fra 497.000 nye job måneden før. Den offentlige jobskabelse uden for landbruget ventes opgjort til 200.000 fra 209.000 i juni.

Det bomstærke arbejdsmarked i USA har hidtil været særligt afgørende for pengepolitikken i Federal Reserve.

En opbremsning i jobskabelsen sammen med milde inflationstal fra juli bør mildne høgene i centralbanken.

- Jeg mistænker, at dataene vil være milde nok til at blive godkendt hos Federal Reserve, siger Douglas Porter, der er cheføkonom i Bank of Montreal, til Bloomberg News.

- Vores nøglebetragtning er, at Federal Reserve har gjort nok med korte renter i overbevisende positivt terræn og en kerneinflation på vej ned, fortsætter han og tilføjer, at også temperaturen på arbejdsmarkedet synes at være kølet tilpas af.

Kerneinflationen målt på Federal Reserves foretrukne inflationsmål, PCE-kerneprisdeflatoren, aftog i juni til 4,1 pct. fra 4,6 pct. måneden før. I samme måned viste den overordnede inflation en afmatning til 3,0 pct. fra 4,0 pct. i maj.

Federal Reserve hævede i juli sin rente med 25 basispoint til 5,25-5,50 pct.

.\\˙ MarketWire

Morten Frederik Heltoft

Tags:  macro❯  USA❯ 

Seneste nyheder