Øst- og Vestdanmark elektrisk forbundet

Udgivet den 19-08-2010  |  kl. 14:09  |  

Efter et par måneders prøvedrift bliver den elektriske Storebæltsforbindelse sat i kommerciel drift fredag den 20. august 2010.

 -Det er en milepæl i dansk elforsyning, at Øst- og Vestdanmark nu er elektrisk forbundet. Indtil nu har Østdanmark elektrisk hængt sammen med Sverige og det øvrige Skandinavien, mens Vestdanmark har været koblet til Tyskland og kontinentet. Og den nye virkelighed skaber nogle rigtig gode muligheder for os, siger eldivisionsdirektør i Energinet.dk, Torben Glar Nielsen.

Energinet.dk forventer blandt andet, at den nye elektriske forbindelse over Storebælt vil øge konkurrencen på elmarkedet, hvilket alt andet lige vil skabe mere ensartede priser i Øst- og Vestdanmark, og sandsynligvis også lidt lavere engrospriser på el. Den elektriske Storebæltsforbindelse vil desuden give bedre mulighed for at udnytte de stigende mængder af vindkraft.

Tirsdag den 7. september 2010 står Hendes Majestæt Dronning Margrethe i spidsen for den officielle indvielse af den elektriske Storebæltsforbindelse i Herslev på Sjælland.

 

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder