AKTIER: Finans og gode nøgletal løftede Wall Street

Udgivet den 10-12-2010  |  kl. 06:16  |  

Gode nøgletal for beskæftigelsen i USA samt flotte stigninger til de finansielle aktier var torsdag aften med til at sende det amerikanske aktiemarked i et lille plus. Kun industriindekset Dow Jones lukkede marginalt lavere.

Dow Jones endte med et fald på 0,02 pct. mens Nasdaq satte sig 0,29 pct. højere i 2.617 og S&P500 endte 0,38 pct. højere i 1.233.

Antallet af nytilmeldte ledige i USA var i sidste uge 421.000. Det var bedre end konsensus på 425.000. Ugen førvar tallet 438.000 korrigeret fra tidligere 436.000 ledige.

Antallet af fortsatte ledige landede i forrige uge på 4,086 mio., hvilket også var under konsensus på 4,237 mio. ledige.

I den finansielle sektor trak blandt andet Bank of America fornemt op med en stigning på ikke mindre end 5,42 pct.

 

 

Udgivet af: NPinvestordk