AKTIER: Positiv dag med Vestas i front - TDC og Novo reboundede

Udgivet den 15-03-2005  |  kl. 17:10  |  

Det danske aktiemarked oplevede en positiv tirsdag tirsdag, da A.P. Møller kravlede opad samtidig med, at Vestas steg pænt efter endnu en amerikansk ordre.

Ved lukningen lå det toneangivende KFX-indeks 1,5 pct. højere i 321,22.

A.P. Møller var en af drivkræfterne bag stigningen, godt hjulpet af de fortsat høje oliepriser. B-aktien endte 1,5 pct. højere i 55.000.

TDC lukkede 1,6 pct. højere i 254,50, da investorerne ikke kunne holde fingrene fra aktien forud for udbyttebetalingen på 12,5 kr. på torsdag.

Danske Bank reboundede 0,9 pct. til kurs 176 efter mandagens fald, som var forårsaget af, at investeringsbanken Merrill Lynch nedjusterede aktien til Sælg. Endvidere kan der være tale om udbyttespekulation i aktien, idet der fragår udbytte på 7,85 kr. onsdag.

Vestas stod for dagens største stigning i KFX-indekset - 6,1 pct. op i 87 kr. - efter at have modtaget en ordre på 83 stk. V80-1,8 MW vindmøller til et vindkraftanlæg, som skal placeres i Columbia distriktet i den østlige del af staten Washington. Ordren påvirker ikke Vestas koncernens forventninger til 2005. Aktien har modstand i 87 kr.

Der var dog også dårlige nyheder fra vindmøllesektoren. LM Glasfiber forventer snarest at reducere produktionskapaciteten på sin fabrik i Lunderskov, der er én af tre fabrikker i Danmark. Baggrunden for tilpasningen af kapaciteten er en fortsat faldende efterspørgsel på det tyske marked, der er LM Glasfibers vigtigste marked i Nordeuropa.

Novo Nordisk reboundede 1,6 pct. til 321, efter at koncernens delvist ejede biotekselskab ZymoGenetics steg 11,75 pct. på det amerikanske marked i aftes.

GN Store Nord var fortsat i vælten ovenpå flere positive artikler i mandagens aviser, hvor bl.a. Berlingske Tidende skrev, at GN's bluetooth-teknologi har gjort selskabet til en mulig overtagelseskandidat. Samtidig har selskabet iværksat et aktietilbagekøbsprogram til en værdi af 400 mio. kr. Aktien steg 2,4 pct. til 64,25 kr.

Af Jean M. Dühring, jean@netposten.dk

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder