AKTIER: Svagt dansk marked på halv feriedag

Udgivet den 04-06-2007  |  kl. 11:53  |  

Mens de fleste europæiske aktier stiger svagt, ligger de danske aktier i OMXC20- indekset underdrejet 0,3 pct. nede i 496.

De amerikanske markeder ser ud til at åbne i minus, da futures på S&P 500 og på Nasdaq er i svagt negativt territorium. Det kinesiske marked lukkede hele 8 pct. nede i går, da investorer frygter, at den kinesiske regering pønser på nye metoder til at afdæmpe økonomien.

Største nyheder er uden for den ledende indeks på en dag, hvor mange hjemlige aktører har valgt at tage dagen fri inden grundlovsdag.

Biotekselskabet Pharmexa er i fokus i forbindelse med den prestigiøse cancer-konference ASCO (American Society of Clinical Oncology).

Her fremlægger en ledende forsker en præsentation, der understøtter Pharmexas produktlinjer.

En opfølgende undersøgelse af 23 opererede bugspytkirtelkræftpatienter, der i perioden 1995 til 1998 blev vaccineret med to forskellige peptidvacciner rettet mod den såkaldte RAS-mutation, der findes i de fleste tilfælde af bugspytkirtelkræft, indikerer, at et langvarigt immunrespons er muligt efter immunisering med en peptidvaccine.

Fem patienter, der udviste et immunrespons på vaccinen, var stadig i live i 2006, dvs. op mod 10 år efter operationen. Analyser viste endvidere, at immunforsvaret hos tre af disse patienter stadig huskede RAS vaccinen.

RAS-vaccinerne ejes af Pharmexa. Pharmexa ejer endvidere en række andre patenterede peptidvacciner mod cancer, herunder GV1001, der i øjeblikket er i fase III.

Pharmexa er oppe med 5 pct. i 20,20 kr.

Fodbold-aktien Parken Sport & Entertainment er i fokus efter en højdramatisk landskamp mellem Danmark og Sverige søndag aften i Parken.

Kampen blev afbrudt og stoppet kort før tid efter en ophidset fan løb ind og prøvede at overfalde dommeren. Hele skandalen kan påvirke Parken Sport & Entertainment omdømme negativt.

Parken Sport & Entertainment er faldet 2,2 pct. og ligger pt. i kurs 1805.

Udgivet af: NPinvestordk