AKTIER: Trichet dæmpede den gode stemning - Lundbeck 6 pct op

Udgivet den 08-01-2004  |  kl. 17:09  |  

En styrkelse af dollaren kombineret med en uventet opjustering fra Nokia satte scenen for en stærk stigning på det danske aktiemarked, men stemningen blev ødelagt af ECBs centralbankchef Trichet, der fik talt dollaren ned igen, og det sendte også aktierne nedad.

Ved lukningen lå KFX-indekset kun 0,94 point (0,4 pct.) højere i 256,87. Indekset havde ellers to gange i løbet af dagen været oppe over 259.

Der er imidlertid stadig tale om et meget positivt marked, som nyder godt af, at der i øjeblikket placeres nye midler i aktier. De største stigninger i KFX tilfaldt Lundbeck, NEG Micon, Vestas og DSV.

Uden for KFX blev det til en 10 pct. stigning i Columbus IT Partner, mens D/S Norden steg yderligere knap otte pct.

Lundbecks amerikanske partner, Forest Laboratories Inc., steg onsdag aften over 14 pct. på nyheden om, at det vil søge de amerikanske myndigheder om tilladelse til at udvide anvendelsen af det fælles Alzheimer-middel Ebixa/Namenda til også at gælde mild til moderat Alzheimer.

Det skete efter, at såvel Lundbeck som Forest Labs. fremlagde data for forsøg med Alzheimer-produktet. Forsøgene viser, at produktet har effekt på patienter med mild til moderat Alzheimer.

Forest Labs' kurshop kombineret med bruddet af en teknisk modstand sendte Lundbeck-aktien 5,50 kr. (5,5 pct.) op i 106 kr. torsdag. Aktien har den seneste måned kæmpet med en modstand i 102-103 området, som nu er brudt. Samtidig var RSI for aktien i klart oversolgt niveau på ugebasis.

Der var ligeledes fokus på Group4Falck, der kort efter børslukningen onsdag meddelte, at selskabet har købt det hollandske Global Safety Group, der tilbyder rednings- og sikkerhedskurser til off-shore branchen og den maritime sektor.

Desuden fastholder den internationale investeringsbank Credit Suisse First Boston (CSFB) sit positive syn på servicesektoren og nævner i den forbindelse Group 4 Falck som en af de bedste aktier. Banken fastholder torsdag i et nyt analysenotat sin Overweight-anbefaling på servicesektoren som helhed. Samtidig fastholder CSFB Outperform-anbefalingen på Group 4 Falck med et kursmål på 167 kr. Falck-aktien steg 2 kr. (1,6 pct.) til 127 kr.

Udgivet af: NPinvestordk