Aktier/middag: ISS i top i grønt marked - Rockwool under pres efter analysenyt

Udgivet den 04-12-2023  |  kl. 11:17  |  
ISS - Facility management

ISS topper det danske eliteindeks mandag middag uden selskabsspecifikt nyt. Det er der derimod fra indekset nummer to - Ørsted - der vil til at fange CO2.

Derudover er det lidt småt med nyheder udover analyser, der enten hiver selskaberne op eller ned.

Generelt er markedet fortsat opløftet af en stærk udvikling ud på aftenen i USA fredag, hvor markedet vendte en negativ indledning til pæne stigninger efter et nøgletal og særligt en tale fra Jerome Powell, der er chef for den amerikanske centralbank.

Begge dele indikerede nemlig, at de pengepolitiske stramninger er forbi, og samtidig tog markedet forskud på glæderne og begyndte at indregne stor sandsynlighed for rentesænkninger allerede tidligt næste år.

- Vi har lidt til gode i forhold til i fredags, hvor den amerikanske centralbankchef talte, efter vi var gået på weekend. Og det er det, vi ser nu - markederne synes at have fundet fodfæste og kan se en ende på rentestigningerne, siger Lars Hytting, der er chef for aktiehandel i Artha Kapitalforvaltning.

- De lidt mere rentefølsomme selskaber som Vestas, Ørsted og GN stiger også. Men ellers er det småt med egentlige nyheder udover nyt fra analytikerne, siger han.

En rentetop er endnu mere brændstof til et i forvejen varmt aktiemarked, der for det danske C25-indeks' vedkommende har budt på stigninger de seneste fem uger i rap.

Fredag steg eliteindekset 0,2 pct., og over de seneste fem uger har det samlet lagt næsten 9 pct. til værdien.

Mandag middag fortsætter C25-indekset op med 0,7 pct. til 1743,21.

ØRSTED VIL FANGE CO2

Som en del af kampen mod klimaforandringerne tager energiselskabet Ørsted mandag hul på byggeriet af to såkaldte CO2-fangstanlæg.

Anlæggene skal være med til at fange og lagre 430.000 ton CO2 hvert år ved Asnæsværket i Kalundborg og fra Avedøreværket i Hvidovre. Til sammenligning blev der fra Danmark udledt 46,2 millioner ton i 2021.

Aktien har fanget markedets interesse og stiger 3,2 pct. til 336,60 kr.

- Der er lidt om Ørsteds CO2-fangst fremme, og lidt om Vestas, der har indgået en ukrainsk hensigtserklæring. Og selvom der ikke er tale om egentlige ordrer, så er det i sig selv positivt, siger Lars Hytting.

Hensigtserklæringen er med DTEK om at fortsætte arbejdet med Ukraines største vindprojekt, Tyligulska, i den sydlige del af landet.

Med aftalen vil de to parter arbejde på anden fase af projektet, der har en kapacitet på 498 megawatt (MW) og omfatter 83 vindmøller af typen V162-6,2 MW.

Vestas-aktien ligger i middagshandlen 1,1 pct. højere i 190,66 kr.

ISS topper dog indekset med et plus på 4,3 pct. til 122,50 kr.

- Der er ikke noget nyt fremme om ISS - men aktien er hamrende billig, og der er nok nogen, der derfor vælger at købe lidt ind, vurderer Arthas aktiechef.

ROCKWOOL SÆNKET

Fra analysefronten er der nyt til Rockwool, som har fået sænket sin anbefaling hos franske BNP Paribas Exane til "underperform" fra "neutral" og kursmålet sat ned til 1730 kr. fra 1795 kr.

Rockwools B-aktie ligger i bunden af C25 med et fald på 1,3 pct. til 1874,50 kr.

Aktien får følgeskab af Carlsberg, efter bryggeriet har fået sænket sit kursmål til 1110 kr. fra 1175 kr. hos Deutsche Bank, der gentager anbefalingen "køb".

Selvom det nye kursmål indikerer et potentiale på over 30 pct., falder aktien 0,5 pct. til 840,60 kr.

Jyske Bank har været en tur i analysemaskinen hos svenske SEB, der har løftet sin anbefaling til "køb" fra "hold" med et kursmålet på 560 kr.

Jyske Bank er dog også under teknisk pres, idet retten til et ekstraordinært udbytte på 7,78 kr. per aktie fragår.

Bankaktien bakker 0,2 pct. svarende til 1,20 kr. til 474,20 kr.

Også for Novo Nordisk er der nyt fra analysefronten, hvor finanshuset Cowen har løftet sit kursmål til 785 kr. fra 744 kr. med en fortsat outperformangefaling.

Novo falder 0,8 pct. til 693,20 kr.

Blandt sidepapirerne belønnes Shape Robotics, efter selskabet har sikret sig en historisk stor ordre på 53 mio. kr. til rumænske Network One Distribution i forbindelse med en udvidet rammeaftale, der blev indgået i juni.

Den rekordstore ordre modtages positivt af investorerne, der sender aktien op med 10,4 pct. til 34 kr.

.\\˙ MarketWire

Charlotte Mackeprang

Tags:  Danmark❯  Shares❯  Intraday❯