Aktier/middag: Novo i top på grøn dag - investorer afventer datavrimmel og regnskaber

Udgivet den 30-10-2023  |  kl. 11:27  |  
Arkiv: Foto

Novo Nordisk ligger i toppen af det danske eliteindeks, der er præget af flere stigende aktier end faldende mandag middag. Samlet kan investorerne tygge sig gennem et havn af af analytikernyt til flere selskaber i en uge, hvor det i høj grad er økonomiske nøgletal og regnskaber, der kommer til at sætte retningen.

- Vi ser ind i en uge, der kan flytte lidt. Underliggende er der optimisme, mens vi kigger mod inflationen i EU tirsdag, rentemøde i den amerikanske centralbank onsdag og en amerikansk jobrapport på fredag, siger Lars Hytting, der er chef for aktiehandel i Artha Kapital, og fortsætter:

- Det er et marked, der ekstremt skizofrent med ret store udsving. Grøden er hverken for varm eller for kold - den er nærmest lunken.

I ugens løb kommer der et mindre hav af regnskaber, hvor blandt andet Jyske Bank, Carlsberg, Ørsted, Novo, ISS og A.P. Møller-Mærsk fremlægger tal.

- Der tages lidt positioner op til regnskaberne i et marked, der ikke er præget af den store volumen. Jeg mener dog, at de danske aktier har taget de tæsk de skal have, siger Lars Hytting.

Analytikerne har haft travlt over weekenden, og det er blevet til et hav af ændrede kursmål til de danske aktier.

Danske Bank har fået stor opmærksomhed efter fredagens positive regnskab, og analytikerne kvitterer med et hav af løftede kursmål og en enkelt løftet anbefaling, mens ugen starter med sænkede kursmål til blandt andet Ørsted, Vestas og Carlsberg.

CARNEGIE LØFTER NOVO

Novo, der kommer med regnskab på torsdag, løftes til 785 kr. fra 642 kr. af Carnegie med anbefalingen "køb".

Medicinalselskabet har med foreløbige væksttal og endnu en markant opjustering af forventningerne til 2023 den 13. oktober taget en del af spændingen af regnskabet for tredje kvartal.

Aktien er i toppen af C25 med et plus på 2,2 pct. til 675 kir.

DANSKE BANK MISTER PUSTEN

Danske Banks regnskab fredag har givet anledning til flere analytikerjusteringer. Regnskabet landede bedre end ventet af analytikerne, og bød også på en mindre opjustering.

Det har blandt andet fået Société Générale til at hæve sin anbefaling af aktien til "hold" fra "sælg", mens kursmålet løftes til 164 kr. fra 140 kr.

BNP Paribas hævet kursmålet til 216 kr. fra 203 kr., mens Deutsche Bank løfter til 227 kr. fra 220 kr. Anbefalingerne er fortsat henholdsvis "neutral" og "hold". Også DNB har løftet sit kursmål for aktien en spids.

Danske Bank-aktien steg fredag med 6,5 pct., men mandag middag taber aktien pusten og falder 0,5 pct. til 161 kr.

LØFTEDE ANBEFALINGER TIL COLOPLAST OG NOVOZYMES.

Der er et sæt løftede anbefalinger til Coloplast og Novozymes.

Coloplast er blevet løftet til "hold" fra "reducer" hos den britiske storbank HSBC. Kursmålet er i samme ombæring blevet sænket til 700 kr. fra før 720 kr.

Danske Bank har også sænket sit kursmål for aktien - her til 840 kr. fra 935 kr. Anbefalingen er fortsat "køb".

Danske Banks analytiker Christian Sørup Ryom vurderer, at aktien kan få lidt tiltrængt medvind i sit fjerde kvartal, hvor lavere energipriser og en gunstig udvikling på valutamarkedet kan understøtte driftsoverskuddet.

Dertil ventes medicoselskabet at fremsætte en prognose for regnskabsåret 2023/24, der er på niveau med forventningerne i år.

Aktien stiger 1,1 pct. til 727,20 kr. kr. i middagshandlen.

Og så har Deutsche Bank har hævet anbefalingen af Novozymes til "køb" fra "hold" med et kursmål på 350 kr.

Novozymes stiger 0,9 pct. til 309,80 kr.

ØRSTED OG VESTAS SÆNKES

Det grønne makkerpar - Ørsted og Vestas - har fået skåret deres kursmål hos SEB.

Ørsted sænkes til 630 kr. fra 720 kr., mens anbefalingen fortsat er "køb".

Aktien falder 0,4 pct. til 340,40 kr.

Vestas ligger med et fald på 1,8 pct. til 150,36 kr. Vindmølleaktien har fået skåret kursmålet med 30 kr. til 240 kr. Også her er anbefalingen fortsat "køb".

Helt i bunden af indekset ligger Bavarian Nordic med et fald på 3,2 pct. til 127 kr.

Kursmålet er blevet sænket 17 pct. til 176 kr. af Carnegie, der dog gentager anbefalingen "hold".

.\\˙ MarketWire

Charlotte Mackeprang

Tags:  Danmark❯  Shares❯  Intraday❯ 

Seneste nyheder