Aktier/middag: Novo og Zealand på ny rekordjagt i positivt marked - KORR

Udgivet den 04-03-2024  |  kl. 12:25  |  
Arkiv: Foto

(Korrektion: Kursfald for GN)

Nye kursmål til i forvejen velpolstrede Novo Nordisk og Zealand Pharma trækker fra ugens start de to fedmeaktier til tops i C25-indekset.

Her bidrager de to aktier til fremgang til 0,2 pct. til 1926,92 i forhold til lukkeniveauet fredag i sidste uge.

Lidt flere end halvdelen af indeksets 24 aktier handles mandag middag med positivt fortegn i et generelt positivt marked. Og det er nogenlunde det samme som i sidste uge, mener chefaktiehandler i Danske Bank Mads Zink.

- Der er ikke så meget nyt under solen i forhold til sidste uge. Markedsstemningen er stadig positiv, momentum er stadig positivt, konstaterer Mads Zink.

Og der er fortsat "ekstremt meget" fokus på, hvordan inflationen udvikler sig, bemærker han.

- Nu er vi lige kommet godt igennem en regnskabssæson og fået målt pulsen på de forskellige selskaber, og selskaberne har det godt. Men nu kommer fokus til at svinge tilbage til makrodata, mener Mads Zink.

I den forbindelse vil ugens vigtigste begivenheder ifølge chefhandleren bliver rentemødet i Den Europæiske Centralbank, ECB, på torsdag og den amerikanske arbejdsmarkedsrapport for februar, som offentliggøres dagen efter, med data for blandt andet skabelse af nye job uden for landbruget og lønudviklingen.

NOVO OG ZEALAND PÅ REKORDJAGT

Novo Nordisk og Zealand Pharma har begge har fået nye og højere kursmål forud for Novos kapitalmarkedsdag torsdag.

Svenske SEB har løftet kursmålet for Novo til 980 kr. fra 900 kr., og DNB går lige et hak over og løfter til 1000 kr. fra 800 kr. Her er anbefalingen dertil opgraderet til "køb" fra "hold".

Hos HSBC lyder kursmålet for Novo nu på 960 kr. mod 850 kr.

For Zealand Pharmas vedkommende har det hollandske finanshus Kempen mere end fordoblet sit kursmål for aktien til 840 kr. mod tidligere 400 kr.

Det er samtidig det højeste kursmål blandt de finanshuse, der fremgår af Bloombergs opgørelse.

Novo Nordisk stiger mandag middag 3,2 pct. til 878,20 kr., og aktien har dermed kurs mod at bryde lukkekursrekorden på 858 kr. fra 19. februar.

Zealand Pharma-aktien stiger 1,4 pct. til 658 kr. Her er lukkekursrekorden 664 kr. som blev nået 29. februar.

Med i rekordspurten er også NKT, som stiger 1,0 pct. til 533,50 kr. uden selskabsspecifikt nyt.

Nederst i C25 taber GN 2,9 pct. til 158,50 kr., og Ørsted går 2,7 pct. tilbage til 376,90 kr. Der sker uden baggrund i selskabsnyheder.

LOFT TIL TCM OG HUG TIL GHS

Blandt sidepapirerne har køkkenproducenten TCM fået løftet sit kursmål til 70 kr. fra 60 kr. hos Danske Bank, der gentager anbefalingen "køb".

TCM stiger 3,6 pct. til 51,60 kr.

Omvendt er der torsdag formiddag markant tilbageslag til Green Hydrogen Systems, som falder 17,2 pct. til 7,02 kr., efter at aktien i de to sidste dag i sidste uge bragede frem med henholdsvis 25,4 pct. og 27,63 pct.

.\\˙ MarketWire

Henning Lars Nielsen

Tags:  Danmark❯  Shares❯  Intraday❯ 

Seneste nyheder