Aktier/middag: Stigende renter presser aktier i uge med inflationsfokus

Udgivet den 29-05-2024  |  kl. 11:48  |  
DSV - Logistik

Stigende renter og bekymring om inflationsudviklingen bidrager onsdag middag til en negativ aktiestemning i Europa - og aktiepilen ser også ud til at komme til at pege ned fra åbningen i USA i eftermiddag.

Herhjemme er der ved 11.30-tiden fald i 19 af de 24 aktier i C25-indekset, der samlet ligger 0,8 pct. lavere i 1972,06.

- Vi ser onsdag en bredere, let negativ stemning på tværs af Europa og på tilsvarende vis fald i de amerikanske futures. Morgenens foreløbige forbrugerpristal fra de tyske delstater antyder, at inflationen vil fortsætte med at være et omdrejningspunkt, siger aktiestrateg Otto Friedrichsen fra Formuepleje.

Forbrugerpriserne i de store tyske delstater er offentliggjort forud for det samlede tyske inflationstal, der kl. 14 ventes opgjort til 2,4 pct. i maj mod 2,2 pct. i maj. Over en længere periode har inflationen dog peget nedad.

- Inflationen er kommet ned, og det kommer Den Europæiske Centralbank til at reagere på med en rentenedsættelse i næste uge, men det er fortsat noget, man skal arbejde med, og den næste rentenedsættelse ser i øjeblikket først ud til at komme mod slutningen af 2024, siger aktiestrateg Otto Friedrichsen fra Formuepleje.

Senere på ugen venter de samlede europæiske inflationstal - og fredag ikke mindst den amerikanske kerneinflation, PCE core, som er en meget fulgt inflationsindikator på finansmarkedet.

At rentenedsættelserne i USA og Europa generelt synes at være skubbet lidt længere ud i fremtiden har den senere tid været med til at løfte markedsrenterne.

Og i onsdagens obligationsmarked er der også rentestigninger på menuen. Herhjemme er renten på den tiårige danske statsobligation onsdag steget 5 basispoint til 2,63 pct., hvilket er det højeste niveau i godt en måned.

På det danske aktiemarked er der blandt andet fokus på Ørsted, som ofte reagerer negativt på stigende renter og onsdag middag er faldet 1,1 pct. til 408 kr.

Ørsted kunne tirsdag aften også fortælle, at det har indgået forlig med den amerikanske delstat New Jersey om skrinlagte vindmølleprojekter fra sidste år, der også kostede energiselskabet milliardnedskrivninger

Ørsted skal ifølge forliget betale staten 125 mio. dollar - eller godt 850 mio. kr.

Ørsted, der allerede har sat penge af til et forlig, erklærer sig over for MarketWire tilfreds med meldingen fra New Jersey, der også samtidig har annonceret en femte udbudsrunde for havvind.

I bunden af C25 ligger DSV med et fald på 1,7 pct. til 1028 kr., mens investorerne fortsat afventer afklaring på sagen om Deutsche Bahns salg af DB Schenker - et selskab, som både DSV og Mærsk angiveligt er med i budkampen om.

Mærsk B stiger i øvrigt 0,7 pct. til 12.475, og forsætter dermed opturen drevet af de stigende rater på containerfragt.

Uden for C25 falder Matas 2,6 pct. til 121,80 kr. efter stigningen på 1,1 pct. tirsdag, da selskabet kom med årsregnskab og her også præsenterede en ny strategi.

Nordea har siden løftet kursmålet for Matas til 160 kr. fra 145 kr. og gentaget anbefalingen "køb", fremgår det af et analysenotat.

Omvendt har SEB sænket anbefalingen af aktien til "hold" fra "køb" med et uændret kursmål på 130 kr.

It-selskabet Trifork oplyser onsdag i forbindelse med en kapitalmarkedsdag, at det nu stiler efter en driftsmargin (EBIT) på 10-14 pct. frem mod 2026. Det tidligere mål, der blev udstukket i forbindelse med børsnoteringen i 2021, lød på en "forbedring" af marginen.

Trifork-aktien stiger med 3,5 pct. til 120 kr. efter et tungt fald på 8,2 pct. tirsdag, hvor selskabet nedjusterede forventningerne til 2024.

.\\˙ MarketWire

Flemming Thestrup Andersen

Tags:  Danmark❯  Shares❯  Intraday❯ 

Seneste nyheder

14:29 USA/tendens: Investorerne vælger optimisme og futures stiger efter Trump-indsættelse
14:28 Føroya Banki opjusterer forventningerne
12:55 Ørsted har stadig stort kurspotentiale trods amerikansk modvind
12:47 Amerikansk industrikonglomerat stiger i formarkedet efter regnskab
12:20 Europa/aktier: Ørsted banker ned mens svensk investeringsplatform vinder frem
12:04 NNIT får skåret en femmer af kursmålet hos Carnegie
11:52 Genmab nærmer sig vigtig afgørelse: Det er fifty-fifty mener Jyske Bank
11:46 Pandora i Davos: Vores sølvcharm har samme klimaaftryk som en caffe latte
11:42 Obligationer/middag: Små rentefald i Europa efter Trumps indsættelse
11:26 Aktier/middag: Ørsted styrtdykker efter chok fra USA mens Novo tager lille revanche
11:04 Tyskland: ZEW-tilliden skuffer på forventningerne
11:03 ECB's Villeroy ser rentenedsættelser ved hvert møde som sandsynligt
10:51 Møns Bank spår stor tilbagegang i overskuddet i 2025
10:09 Ørsteds problemer i USA skyldes et nyt marked og ny forsyningskæde ifølge topchef
09:48 Trumps told kan få inflationen til at buldre tilbage: "Konsekvenserne kan blive voldsomme"
09:37 Norsk oliefond foreslår at droppe kvartalsregnskaber
09:11 Aktier/åbning: Ørsted og Vestas falder tungt fra start mens Novo revancherer sig
08:48 Obligationer/åbning: Små rentefald i Europa efter Trumps indsættelse
08:40 Studie: Vægttabsmidler fra blandt andet Novo kan bremse afhængighed af alkohol og cannabis
08:35 Ørsted indikeres 9 pct. lavere på Tradegate-børsen efter nye milliardnedskrivninger