Aktier/middag: Yellens kommentarer sender banksektoren og C25 ned

Udgivet den 23-03-2023  |  kl. 11:36  |  
Arkiv: Foto

Banksektoren er torsdag dødvægt i et i forvejen negativt dansk aktiemarked, der tynges af kommentarer fra den amerikanske finansminister, Janet Yellen, onsdag.

Også onsdag hævede USA's centralbank, Federal Reserve, igen sin rente med ventede 25 basispoint. Retorikken fra centralbankchef Jerome Powell var dueagtig i retorikken, lyder vurderingen fra Formuepleje.

- Omdrejningspunktet er selvfølgelig mødet i Federal Reserve i går. Budskabet fra det var helt som ventet, at man hæver 25 punkter, forklarer Otto Friedrichsen, der er aktiestrateg i Formuepleje, til MarketWire.

I sidste ende var det dog Janet Yellens kommentarer i Senatet om en indskydergarantiordning - eller mangel på samme - der onsdag sendte aktiemarkedet i USA på deroute og tager det danske marked med på samme tur torsdag.

- Der er ikke blevet diskuteret en bred indskydergarantiordning i USA, hvor alle indskud er dækket, og hun ser ikke grund til at ændre på FDIC's nuværende grænse på 250.000 dollar som værende det niveau, der er dækket af indskydergarantiordningen i USA, forklarer Otto Friedrichsen.

Det sendte onsdag de amerikanske aktieindeks ned med 1,6-1,7 pct.

C25-indekset falder torsdag ved middagstid 0,6 pct. til 1738,29.

BANKSEKTOR I EUROPA SÆNKES HOS CITI

Janet Yellens benspænd til aktiemarkedet og i særdeleshed banksektoren er torsdag blevet opfulgt af en sænket anbefaling af de europæiske banker i Citi.

Finanshusets strateger har sænket anbefalingen for banksektoren i Europa til "neutral" som følge af den seneste tids uro i sektoren.

Torsdag ved middagstid falder Danske Bank og Nordea hver 2,5 pct. til henholdsvis 140,15 kr. og 77,69 kr., mens Jyske Bank indtager en bundplacering med et dyk på 2,8 pct. til 482,50 kr.

Med til at svække stemningen omkring banksektoren er kommunikationen omkring Federal Reserves renteløft på 25 basispoint til 4,75-5,0 pct., der meget vel kan blive det næstsidste i den nuværende stramningscyklus.

Men centralbankchef Jerome Powell holdt stadig døren på klem til flere stramninger.

Han understregede også, at bankens renteudvalg ikke ser nogen rentenedsættelser foran sig i år.

Meldingerne om en snarlig top i renterne fik onsdag de amerikanske markedsrenter til at styrtdykke, hvilket alt andet lige er skidt for bankernes indtjening på rentemarginalen.

I toppen af C25 ligger DSV med et spinkelt plus på 0,2 pct. til 1292 kr.

Det kan hænge sammen med et stort kursplus til kinesiske Orient Overseas, der leverede bedre end ventet sidste år og sigter efter en pæn udbyttebetaling.

Omvendt falder B-aktien i Mærsk 1,2 pct. til 16.195 kr.

AQUAPORIN VENTER FORTSAT STOR TOPLINJEVÆKST

Uden for eliteindekset er der medvind til Aquaporin, efter at selskabet har udtrykt forventninger om en omsætningsvækst til 50-70 mio. kr. i år fra 30,6 mio. kr. sidste år.

Sidste års salg var i øvrigt en fremgang fra 8,9 mio. kr. i 2021.

Det går dog fortsat skidt med indtjeningen, og sidste år endte nettoresultatet som et underskud på 112,1 mio. kr.

Aquaporin stiger 6,7 pct. til 88,80 kr.

NNIT har torsdag også fremlagt årsregnskab for 2022, der viste endnu et stort underskud, og it-selskabet har desuden igen måttet udskyde afslutningen af frasalget af Agilitas Private Equity på grund af en forlænget deadline hos myndighederne, oplyser selskabet.

I 2023 venter NNIT en omsætningsvækst på omkring 10 pct. og en overskudsgrad før særlige poster på omkring 5 pct.

Aktien falder 4,8 pct. til 66 kr.

Tilbage blandt de små i klassen stiger fodboldklubben AaB's aktie med 11,5 pct. til 42,80 kr. på udsigten til en aktieemission til godt 15 pct. i overpris, der skal spæde godt 45 mio. kr. til den slunkne kasse og kan medføre en ny tysk storaktionær.

Torsdag fragår retten til udbytte hos både DFDS, Spar Nord, Møns Bank, Kreditbanken og Fynske Bank desuden. Det er med til at lægge teknisk pres på de aktier.

.\\˙ MarketWire

Morten Frederik Heltoft

Tags:  Danmark❯  Shares❯  Intraday❯ 

Seneste nyheder

17:51 Europa/lukning: Vodafone træk ned efter fusionsskriverier
17:41 ALK-direktør efter positivt fase 3-studie: Erfaringerne fra Japan er lovende
17:06 Torsdagens obligationer: Renter sendt tilbage efter ledighedstal fra USA
17:04 Torsdagens aktier: Ørsted og Mærsk sørgede for plus i C25 trods dukkert til Pandora
16:49 ALK-Abelló har succesrige resultater med husstøvmidetablet til børn
15:51 Pandora-konkurrenten Signets nedjusteringer river begge aktier med ned
15:46 USA/åbning: Signet og Gamestop dykker mens indeks stiger marginalt
15:41 Ørsted sænker målsætning for havvind efter omkostningspres
15:33 Valuta: Dollar taber lidt ekstra efter stigning i nyledige i USA
15:20 Vestas henter kontrakt i Finland på komplet opførelse af to parker
15:05 Jyske Bank fjerner kurtage på køb og salg via aktiesparekonto
14:34 Flere amerikanere meldte sig ledige i sidste uge
14:23 USA/tendens: Signet ses dratte ned fra åbningen i ellers fladt marked
13:14 Pandora-konkurrenten Signets nedjusteringer river begge aktier med ned
13:05 Europa/aktier: Accelereret spareprogram sender Autoliv op i fladt marked
12:57 Ørsted-chef til investorer: I kan stole på vores investeringsbeslutninger
12:12 Ørsted-chef til investorer: I kan stole på vores investeringsbeslutninger
12:11 Obligationer/middag: Renterne fortsætter i vejret op til næste uges rentemøder
12:10 SAS-analytiker efter nye tal: "Noget af det bedste jeg har set længe"
12:01 Novo: Sygekasser i USA drøfter vægttabsmidler med lægemiddelstyrelsen