Aktier/tendens: Konkurrentnyt for Østed, NKT og Vestas i dansk regnskabspause

Udgivet den 26-07-2023  |  kl. 08:28  |  
DSV - Logistik

Der er stilstand på regnskabsfronten, når det gælder de danske børsnoterede selskaber, men masser af konkurrent-regnskaber for investorerne at se på, da blandt andet Ørsteds, NKTs og Vestas' peers fremlægger kvartalstal i dag.

Men mange investorer vil holde sig tilbage og afvente dagens meldinger fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve, der afslutter det to dage lange pengepolitiske møde, der ventes at udløse en renteforhøjelse på 0,25 pct.point.

- Spørgsmålet bliver, hvilket signaler Fed i dag kommer med om yderligere opstramning. Det amerikanske arbejdsmarked er fortsat meget stramt og vækker bekymring for stigende lønpres og et mere vedvarende højt inflationsniveau, noterer chefanalytiker Niels Christensen fra Nordea i en kommentar onsdag morgen.

Det amerikanske aktiemarked lukkede tirsdag igen med stigninger i alle tre ledende aktieindeks, og ses der på det brede marked, skete en store del af stigningen efter dansk lukketid tirsdag eftermiddag.

Futuremarkedet er derimod generelt lettere negativt onsdag morgen, hvor det brede S&P 500-indeks indikeres at åbne med et marginalt minus på under 0,1 pct. i New York onsdag eftermiddag.

De asiatiske markeder har reageret med kursfald oven på den forgående handelssessions stigninger, men blandt andet Singapore er gået mod strømmen.

Ses der på den tyske DAX-future, indikeres der en åbning i Frankfurt med et minimalt plus under 0,1 pct., hvilket kunne indikere en let positiv åbning i Danmark.

Det toneangivende danske aktieindeks, C25, lukkede tirsdag med et fald på 0,1 pct. til 1829,00.

Transport- og logistikgiganten DSV har fået hævet kursmålet hos adskillige børshuse, efter tirsdagens regnskab for andet kvartal.

Carnegie har øget målet for aktiekursen til 1800 kr. mod hidtil 1625 kr., og Morgan Stanley har forhøjet til 1519 kr. fra 1430 kr. Børshusenes anbefaling er uændret henholdsvis "køb" og "ligevægt". Samtidig har HSBC hævet kursmålet til 1250 kr. fra 1200 kr., men fastholder den negative anbefaling "reducer".

DSV faldt tirsdag 2,9 pct. trods en opjustering af forventningerne til indtjeningen i 2023. Aktien lukkede i 1422,50 kr.

Energikoncernen Ørsteds norske konkurrent Equinor har fremlagt regnskab for andet kvartal. Udviklingen var generelt lidt svagere, end analytikerne havde ventet ifølge konsensusestimater indsamlet af Bloomberg News. Senere venter også nyt fra Enel og EDPR.

Ørsted steg tirsdag 03 pct. til 617,80 kr.

Medicinalgiganten - og fondsbørsens tungeste selskab - Novo Nordisk, har set store kursudsving på det seneste. Men finanshuset Carnegie ser fortsat stort potentiale i aktien og hæver kursmålet til 1285 kr. fra 1206 kr.

Samtidig gentages anbefalingen "køb".

Novo Nordisk B lukkede i 1092,20 kr. tirsdag efter et drop på 0,7 pct.

Vindmøllegiganten Vestas kan se på konkurrenten Suzlons tal for første kvartal af 2023/24. Regnskabet var en skuffende omgang med fald i omsætningen, men også i omkostningerne. På bundlinjen bakkede overskuddet i det indiske selskab med hele 96 pct.

Vestas steg tirsdag 1,3 pct. til slutkursen 191,78 kr.

Bavarian Nordic har fået sænket kursmålet af Carnegie til 214 kr. mod tidligere 265 kr. efter det fejlslagne fase 3-studie og efterfølgende beslutning om helt at skrotte vaccinekandidaten. Det sendte mandag i spin med et drop på 26 pct.

Carnegie fastholder anbefalingen "hold" af aktien, der tirsdag lukkede i 144,56 kr. svarende til et plus på 2,6 pct. oven på mandagens styrtdyk.

ISS ser Indien som et udfordrende land at drive forretning i, men udfordringerne følges af et stort potentiale og servicekoncernen vil ansætte 50.000 nye medarbejderer i Indien i løbet af fem år.

ISS steg 0,2 pc. til 140,20 kr. tirsdag.

NKT's franske konkurrent Nexans har opjusteret forventningerne til indtjeningen i 2023 efter en bedre udvikling i første halvår end ventet. Både opjusteringen af driftsprognosen samt det realiserede driftsoverskud i første halvår overgik analytikernes forventninger.

NKT lukkede i 3,89 kr. tirsdag, hvilket var 0,6 pct. lavere end mandag.

Chr. Hansens storkunde, franske Danone, har leveret et lidt bedre end ventet regnskab for andet kvartal og venter nu et sammenligneligt salg i den høje ende af udmeldt interval i år. Det kan glæde Chr. Hansens investorer.

Aktien i Chr. Hansen steg tirsdag 2,0 pct. til 510 kr.

Rockwools investorer må slå sig til tåls til efter børstid, hvor isoleringskoncernen Saint Gobain offentliggør kvartalsregnskab.

Rockwool B sluttede tirsdag i 1810,50 kr. efter en stigning på 1,4 pct.

.\\˙ MarketWire

Flemming Kruhøffer

Tags:  Danmark❯  Preview❯  Shares❯  indblik❯