Amerikanske aktier har bedre økonomisk gevinst end europæiske

Udgivet den 16-06-2023  |  kl. 09:09  |  

Der er bedre økonomisk gevinst at hente i de amerikanske aktier end i de europæiske.

Det vurderer Sydbank i sin Aktiestrategi, efter at Den Europæiske Centralbank, ECB, torsdag - helt som ventet - hævede renten med 25 basispoint til 3,5 pct., og kridtede banen op for endnu et renteløft senere på året.

- Europæisk økonomi er krigsramt med behov for forsvarsinvesteringer og desuden belastet af en mangelfuld energiforsyning, nu også højere renter og en stadig pågående inflation, skriver Jacob Pedersen, aktieanalysechef i Sydbank.

- Med en kerneinflation, der måske nok er faldende, men senest var på 5,3 pct. er der behov for yderligere stramninger fra ECB, der er kommet senere i gang med stramningerne end kollegerne i den amerikanske forbundsbank, Fed, fortsætter han.

Sydbank forventer, at der over det kommende år vil være et lavt eller negativt afkast på de globale aktiemarkeder, herunder Europa. Banken fremhæver dog tydeligt, at det ikke er ensbetydende med, at investorer skal sælge alle deres aktier.

- Vi har længe argumenteret for, at der skal en økonomisk opbremsning til, før inflationen falder tilbage på de målsatte 2 pct. Det har ikke ændret sig, selv om aktiemarkedet stort set afspejler "ingen landing" i europæisk økonomi, skriver Jacob Pedersen.

Aktieanalysechefen vurderer, at det ikke er nærliggende at tro, at der kommer rentenedsættelser i år. Viser det sig dog, at der vil komme rentenedsættelser, vil det sandsynligvis have udspring i en "hård økonomisk opbremsning".

- Kommer den økonomiske opbremsning, ser europæiske aktier mere udsatte ud end de amerikanske som følge af en højere andel af cykliske selskaber i Europa, skriver han.

En overordnet vurdering er dog ifølge Sydbank, at de europæiske aktier bliver handlet højere i dag end før krigen i Ukraine. Dog har markedet endnu ikke mærket effekterne af den "markante" pengepolitiske opstramning, og derfor er banken ikke overbevist om, at der venter pæne aktieafkast.

.\\˙ MarketWire

Amalie Dinesen

Tags:  Research❯  Shares❯ 

Seneste nyheder