A&O Johansen 12 mdr.: Ordinært resultat før skat 52,5 mio. kr. (52,2)

Udgivet den 14-02-1997  |  kl. 15:12  |  

I 1996 steg omsætningen med 12 pct. fra 711 mio. kr. til 799 mio. kr. på et VVS-marked, der steg med 5 pct., fremgik det fredag af A & O Johansens årsregnskabsmeddelelse. Koncernens resultat blev 36,5 mio. kr. mod 35,3 mio. kr. i 1995 - et resultat, som bestyrlesen finder tilfredsstillende.

Bruttoavancen er steget med 11,5 mio. kr. fra 180,3 mio. kr. til 191,8 mio. kr. Målt i pct. er bruttoavancen dog faldet med 1,3 pct. til 24 pct. Det er konkurrencesituationen samt udviklingen i salgs- og produktsammensætningen, der har belastet bruttoavancen.

De samlede driftsudgifter har været præget af det højere aktivitetsniveau og er steget med 13,7 mio. kr. til 154,8 mio. kr. Personale- og transportudgifterne har udvist størst stigninger.

Nettorenteindtægterne afspejler en realiseret kursgevinst på obligationsbeholdningen på 2,0 mio. kr. og androg 15,4 mio. kr. mod 13,0 mio. kr.

Af årets resultat anvendes i henhold til den foreslåede overskudsfordeling 29,9 mio. kr. til konsolidering, således at egenkapitalen udgør 273,4 mio. kr. ved regnskabsårets afslutning.

Udgivet af: NPinvestordk