Asgaard køber op og nedjusterer med 5 mio kr
Asgaard Group tegner, via en investering gennem Nordic Development Group Holding, en kapitaludvidelse i Nordic Development Group og opnår herved en ejerandel på 51 pct. i virksomheden. I denne forbindelse vælger Asgaard Group at nedjustere forventningerne til årets resultat med 5 mio. kr.
Det fremgår af en børsmeddelelse tirsdag.
Asgaards Groups direkte investering udgør 23 mio. kr.
- Investeringen betragtes som langsigtet, og det vil først være på 1-2 års sigt, at Asgaard Group forventer at realisere væsentlige økonomiske afkast af investeringen. På den baggrund nedjusteres forventningerne til årets resultat fra 55 - 60 mio. kr. til ca. 50 - 55 mio. kr., skriver selskabet i meddelelsen.
Nordic Development Grouper et relativt nystiftet selskab etableret i oktober 2007. Selskabet ledes af Morten Pedersen, tidligere direktør for Kristensen Group.
Selskabets primære forretningsområde er udvikling af projekter på udvalgte geografiske placeringer i Mellem- og Sydeuropa. Selskabet råder således allerede på nuværende tidspunkt over flere interessante projekter i regionen, og kapitaludvidelsen sker med det formål, at etablere det fornødne finansielle grundlag for en væsentlig forøgelse af aktivitetsniveauet.
- For Asgaard Group er der tale om det perfekte match, udtaler direktør Søren Stensdal, og tilføjer:
- Koncernen får herved tilført ekspertiser som komplementerer dem, som vi i forvejen råder over og vi får adgang til markeder, som vi ellers ikke ville have ressourcer til at opdyrke. Jeg er ikke i tvivl om, at den samlede forretning vil blive styrket og at vi i Morten Pedersen og hans medarbejdere også yderligere får styrket organisationen.
- Vi er allerede i gang med nogle konkrete boligprojekter i bl.a. Bulgarien samt på Kreta og det er derfor glædeligt, at de kompetencer og den erfaring der ligger i de to selskaber nu kan forenes" udtaler direktør, Morten Pedersen, Nordic Development Group.