Better Collective i milliardopkøb i Canada
Better Collective, der her i fjerde kvartal planlægger en sekundær børsnotering i København, har mandag indgået en aftale om et "transformerende" overtagelse af Playmaker Capital for 176 mio. euro eller godt 1,3 mia. kr.
Det fremgår af en pressemeddelelse.
Playmaker Capital hører hjemme i Toronto i Canad, og selskabet ejer en række digitale sportsmedier i USA, Canada og Sydamerika med mere end 200 mio. månedlige besøg.
- Når transaktionen gennemføres forventes Better Collective at være markedsleder i Sydamerika med det største publikum på tværs af sine sportsmedier, ligesom positionen i Nordamerika også vil blive styrket, hedder det.
Overtagelsen sker med 65 pct. af betalingen i aktier i Better Collective, som allerede er børsnoteret i Stockholm, til kurs 270,48 svenske kr., mens de resterende 35 pct. betales kontant.
Playmaker Capital, som ejer en række medienavne som Futbol Sites, Yardbarker og The Nation Network, har de seneste 12 måneder haft en omsætning på 55 mio. euro og et driftsoverskud, EBITDA, på 15 mio. euro. Købssummen svarer derfor til 11,7 gange indtjeningen, men på baggrund af udsigten til synergier ventes den multipel bragt ned under fem gange, når der ses på den ventede indtjening i 2026.
- Positive synergieffekter forventes at udvide sig yderligere i de følgende år.
Playmaker Capital har mere end 180 mio. følgere på sine konti på de sociale medier på Facebook, Instagram, Youtube, X og Tiktok.
.\\˙ MarketWire