Danisco sælger Danisco Pack Denmark og Danisco Paper til SCA - Avance 225 mio. kr.

Udgivet den 01-11-1999  |  kl. 08:32  |  

København--1. november--NetPosten--Danisco har indgået aftale med Svenska Cellulosa Aktiebolaget SCA om salg af de danske, tyske og norske aktiviteter i Danisco Pack Denmark og Danisco Paper, fremgik det mandag af en fondsbørsmeddelelse. Det sker med en avance på 225 mio. kr.

Salget omfatter Danisco Pack Denmarks bølgepapaktiviteter i Danmark og Nordtyskland, fremstilling af polystyrenprodukter i Danmark og Norge, kartonnageaktiviteter i Danmark og Danisco Papers produktion af emballagepapir i Grenaa.

Salgsprisen på gældfri basis for aktiviteterne i Danisco Pack Denmark og Danisco Paper er aftalt til 1.500 mio. kr. Derudover kan Danisco reducere sine hensættelser til udskudt skat med mere end 200 mio. kr.

Når hele Danisco Pack-divisionen er solgt, opgøres den samlede avance ved salget. Avancen fra salget af Danisco Pack Denmark og Danisco Paper på omkring 225 mio. kr. reserveres derfor indtil da.

Aktiviteten i Danisco Pack UK indgår ikke i denne handel. Det engelske marked for bølgepap har forbedret sig gennem de seneste måneder, og Danisco vurderer, at denne udvikling vil fortsætte, og at det derfor vil være økonomisk fordelagtigt for Danisco at gennemføre salget på et senere tidspunkt. Salg af Danisco Pack Uk forventes stadig gennemført inden for en kortere periode, sandsynligvis inden for de næste 24 måneder.

Udgivet af: NPinvestordk