Dansk inflation aftager til laveste niveau siden februar 2021

Udgivet den 10-10-2023  |  kl. 08:05  |  

De danske forbrugerpriser steg i september med 0,9 pct. på årsbasis, viser tal fra Danmarks Statistik.

Dermed er inflationen aftaget væsentligt, da årsstigningstakten for forbrugerpriserne måneden forinden var 2,4 pct.

- Det er den laveste årsstigning i forbrugerprisindekset siden februar 2021, hvor årsstigningen var 0,6 pct., skriver Danmarks Statistik.

- Den lavere inflation i september i forhold til sidste måned skyldes især prisændringer på elektricitet, gas og leje af sommerhus, lyder forklaringen videre.

På månedbasis faldt forbrugerprisindekset med 0,3 pct. i september i forhold til august, viser statistikken tirsdag.

Kerneinflationen, der fraregner prisudviklingen på energi og fødevarer, aftog i september til 3,7 pct. fra 4,2 pct. måneden før. Her er det også prisændringer på leje af sommerhus foruden nye biler, der trækker kerneinflationen ned.

.\\˙ MarketWire

Morten Frederik Heltoft

Tags:  macro❯  Danmark❯ 

Seneste nyheder