Danske Bank-aktien har flyttet sig 35 procent i år
Engang var aktier i Danske Bank en sikker havn i usikre tider, der tilbød stabilitet. De tider er forbi nu, hvor Danske Bank sammen med flere andre af de største bankaktier hopper fem procent op eller ned om dagen.
Alene i år har Danske Bank-aktien flyttet sig hele 35 procent mellem den højeste og laveste handelskurs, og inden for den sidste uge er udsvingene på over 15 procent, skriver Berlingske Business.
Det er mere, end de ellers så volatile A. P. Møller - Mærsk-aktier har bevæget sig i samme periode, og næsten lige så meget som Vestas-aktien, der ellers går for at være en af fondsbørsens mest vilde og ustyrlige aktier, og som af samme grund længe har været daytradernes yndlingsaktie.
/csh