Danske Trælast lukker DDT Import og Distribution
Danske Trælast påtænker at lukke selskabet DDT Import og Distribution, hed det tirsdag i en fondsbørsmeddelelse.
DDT Import & Distribution omsatte i 2001 for ca. 850 mio. kr., heraf vedrører ca. 475 mio. kr. koncerninterne kunder. Virksomheden beskæftiger godt 100
medarbejdere på fire forretningssteder i Århus, København, Struer og St. Hjøllund, hvoraf ca. en fjerdedel umiddelbart vil blive tilbudt beskæftigelse i koncernens øvrige afdelinger.
Omkostningerne til lukningen forventes modsvaret af ejendomsavancer ved salg af de ejendomme, der bliver til overs ved lukningen, samt af et ved fortsat drift forventet underskud for den resterende del af 2002.
Lukningen af DDT Import & Distribution forventes derfor ikke at påvirke de tidligere udmeldinger om koncernens årsresultat for 2002, der før skat og goodwillafskrivninger forventes at blive 470-510 mio. kr. Derimod forventes lukningen at nedbringe koncernens kapitalbindinger med 50-100 mio. kr. med
effekt fra den 1. januar 2003.
Koncernens eksterne omsætning påvirkes på årsbasis med et fald på 200-250 mio. kr.
Markedet for selskabets produkter, der hovedsagelig er koncentreret om import og distribution af trælast og træpladeprodukter, har været under fortsat prispres med faldende bruttoavancer gennem de seneste år.
Samtidig har markedsstrukturen for selskabets hovedprodukter ændret sig. En stigende andel af forbruget af trælast handles direkte mellem savværker og den træforarbejdende industri, hvorfor selskabets hidtidige grossist- og lagerførings rolle er blevet stadigt mindre betydningsfuld i den samlede værdikæde.