Danskerne tror fortsat på aktier

Udgivet den 08-05-2008  |  kl. 10:13  |  

De private danske investorer har fortsat tiltro til de danske aktier selvom kursen har været for nedadgående gennem en lang periode. Således har de private købt aktier for netto 213 mio. kr. i april. Det viser de seneste tal fra Værdipapircentralen.

Investorerne har især kastet deres kærlighed på sundhedsaktierne med en nettoinvestering på 263 mio. kr. Derimod har man solgt ud af industriaktier for netto 606 mio. kr.

Med april måneds investeringer har de private investorer været nettokøbere af aktier for mere end 1,5 mia. kr. i hele 2008.

På den anden siden har udlandet solgt danske aktier for netto 2,1 mia. kr.

Mid Cap-indekset var det mest populære blandt udenlandske investorer i april, hvor der var et nettokøb på 215 mio. kr. C20 var det mindst populære med et nettosalg på 2,6 mia. kr.

Samlet set var der fremgang i handelsvolumen af værdipapirer. I april steg den med 10,9 pct. til 1,3 mio. handler primært drevet af investeringsforeningsbeviser og aktier, som steg med henholdsvis 35,8 pct. og 5 pct. Handlen med obligationer er til gengæld faldet med 19,4 pct.

Af Lars Krøldrup, lk@netposten.dk

Udgivet af: NPinvestordk